03 okt VM set med amerikanske øjne

Ayla Green er 20 år, ungrytter og udtaget for USA i femgang på sin mørkebrune Glampi vallak Mári Fra Kolgerði.

Ayla er den VM-deltager som ultimativt har rejst længst af alle VM-deltagere. At tage hele vejen fra San Francisco til Holland og betale en tyk pose penge i flytransport mv., for at være på banen i 5 minutter var en crazy beslutning. Her fortæller hun om, hvordan det var at deltage i VM som deltager fra et ”outsider”-land -og hvordan økonomi spiller en kæmpe rolle, når man skal rejse så langt.

Ayla Green er vel tilbage fra VM i Holland i Santa Cruz i Californien. Som hun tænker tilbage på begivenheden var det en overvældende, men berigende oplevelse. Og en beslutning som egentlig kom dumpende lidt ud af det blå i foråret, fortæller hun. ”Det var nok en dommer til vores årlige lokale Californiske show som inspirerede mig til at give VM en chance. Her scorede jeg ellers ”kun” 6, i modsætning til min videokvalificering som jeg fik 6,9 for.” Ayla fortæller, at tanken selvfølgelig har strejfet hende tidligere, men hun har aldrig rigtig vovet at tænke drømmen til ende, da det jo ikke bare handler om at kvalificere sig, men om logistik, et umådelig stort budget og en rejseplan som nok ville få de fleste europæere til hurtigt at droppe det sære påfund igen. Omvendt skulle det nok være nu, hvis det skulle være, 20 år og på kanten af det sidste ungrytterår.

Beslutningen blev taget. Og nogle kaotiske måneder fulgte, husker Ayla. Hun havde knap en måned til at træne Mári i – samt at få indsendt den video, der skulle være grundlag for VM-udtagelse. Ayla gik prompte i gang med at få øvet til den videopræsentation, der var så vigtig. Det er sådan man gør i USA, da man ikke har udtagelsesstævner som i Europa. Det kan måske synes unfair, at nogle som bor på den anden side af Atlanten kan få lov til den form for videokvalificering, hvor man kan slette og optage om igen, når de europæiske lande skal igennem en række udtagelsesstævner hvor man har 3 minutter foran dommerne. I USA foregår alt dog meget anderledes, fordi der er så få stævner og deltagere sammenlignet med Europa. Der kan snildt være 800 km, der skiller 2 islandshesteejere. I flere stater er der tomt for islandsheste, hvilket vil sige, at der ikke er nogen registrerede i den amerikanske islandsheste stambog.

Ifølge Ayla, var hun heldig, at dommerne bedømte hendes femgangsridt så positivt. Det var faktisk helt vanvittigt, men Ayla var nu også meget tilfreds med præstationen selv, pointerer hun. Efter sin dommerfeedback og accept fra landsholdsteamet gik det fortryllende stærkt, husker Ayla. ”Vi havde urealistisk kort tid til at planlægge det hele og få rejst alle midler, så det var nogle stressende lange dage med bunkevis af emails og telefonopkald, så jeg kunne komme i gang med straks at få indsamlet midler til rejsen. Hvordan får man lige koordineret så mange løse ender på så kort tid, siger Ayla. ”Jeg forstår stadig i dag ikke helt omfanget af den enorme støtte jeg fik”. Det var helt magisk at møde så megen varme – også økonomisk, fra så mange mennesker rundt omkring i vores lille islandske verden. Ayla husker, at hun var på randen af psykisk udmattelse fra hele planlægningen og de mange forvirrende ”forretningssamtaler”, men det gjorde også at hun ikke engang kunne føle sig nervøs. Hun var lettet og så utroligt spændt på at komme ind i en verden, hun aldrig havde oplevet før – andet end på afstand.”

Ayla fortæller, at hun var så heldig at modtage ca. $ 21.000 fra flere forskellige generøse personer tidligt i forløbet, men manglede stadig flere penge for at hendes budget ville balancere. Og til det havde Ayla knapt to måneder. En Gofundme konto blev sat op, og på mirakuløs vis lykkedes det faktisk at få skrabet resten sammen som var nødvendigt for rejsen til Holland og tilbage igen. For der var aldrig nogen tvivl om, at selvfølgelig skulle Mári med tilbage igen, pointerer Ayla . Helt konkret skulle Mári først transporteres fra Santa Cruz til Los Angeles, hvor han skulle flyve fra til Eindhoven i Holland. Den transport tog 8 timer i sig selv. Turen over Atlanten kostede rundt regnet $23.000 tur-retur. Derudover var der papirarbejde, vaccinationer, udstyr og yderlige omkostninger i forbindelse med landing på europæisk jord mv.

Ayla og Mári ankom 5 dage før VM udtagelsen i femgang. Når hun nu sidder og tænker tilbage havde hun oceaner af tid lige der, men pludselig fløj tiden bare derud med raketfart. ”Jeg fik brandgod træning samt coaching af Freyja Amble Gísladóttir, som er en meget god ven og kollega – udover støtte fra mine fantastiske venner og familie mfl. Jeg fik også overværet en masse dygtige ryttere træne ude på banen. Det gjorde at jeg blev endnu mere sulten efter selv at komme ind på den bane og give den gas- nu.”

Onsdag var så den store dag. Den dag, hvor sølle 5 minutter betød hele verden. Men også for, hvordan man bagefter ville se tilbage på denne oplevelse, erkender Ayla, især når noget så stort som et VM skal huskes resten af sit liv. ”Jeg kunne næsten ikke vente med at komme ind på den bane. ”Jeg følte mig faktisk ikke nervøs eller usikker på nogen måde. Jeg vidste bare, at Mári og jeg som par havde været igennem så meget, for at komme til lige det her punkt i Holland – og i dag. Og nu var der udelukkende gode følelser i luften. Ayla husker minutterne på banen som magiske, fordi det på én gang var kulminationen af timers intens træning sammen med en overstrålende taknemmelighed over et helt specielt samarbejde med Mári som havde taget hende til et helt nyt niveau. ”Jeg følte det som om vi indtog banen i de fem minutter. Vi gav alt hvad vi havde i os -og jeg er så stolt af vores præstation. ”Faktisk kom jeg ud af banen med tårer trillende ned af ansigtet, ikke fordi vi missede den ene langside pas, men af glæde, fordi Mári og jeg konkurrerede til VM. Vi gik ud på banen og gjorde det bedste, vi kunne gøre i det store moment, gennem hårdt samarbejde og dedikation. Jeg vil aldrig glemme det øjeblik.”

Ayla og Mári missede desværre en halv langside pas. Det trækker kraftigt ned, men de fik en flot bedømmelse, og man kan kun gisne om hvilken medaljeplacering de havde fået med en komplet langside pas. Men sådan er gamet jo for alle, erkender Ayla. Ayla sluttede som nr. 8 i ungrytter-afdelingen. Nogle fejl blev begået, erfarer Ayla. Hun fik lært lektien og nye og højere mål blev sat, men sin egen præstation var var hun stadig meget stolt af, fortæller hun. ”Jeg var især stolt over at repræsentere USA. Havde en vidunderlig oplevelse. Mødte nogle nye mennesker og lærte bare så meget, at det kun inspirerede mig til at gøre endnu mere for vores heste og mit land. Jeg ved at tingene gradvist vil ændre sig for USA som repræsentant for islænderverdenen. Ayla Green tror også, at det ville være af gavn for USA, hvis man havde en bedre mulighed for at forene landet som et team som alle var på vej mod det samme mål. ”Der er stadig et langt stykke vej for sporten, før vi kan være med. Vi har slet ikke de samme muligheder med hensyn til kæmpe udbud af top-heste, kvalificerede undervisere og trænere og avlsprogram mv. Problemet er at geografi og adgang til kompetente trænere sætter en kæmpe stopklods for udvikling, som gør det svært at tænke ud af boksen.” Kunne man få oparbejdet en holdånd på tværs af stater for de professionelle i landet som har interesse i udvikling på internationalt niveau, ville det løfte niveauet betydeligt, tror jeg. Det kunne være flere bootcamps, øve-stævner og samlinger for trænere med interesse i at konkurrere internationalt. Men det vil bestemt ikke være sidste gang, jeg repræsenterer USA ved et VM. Fremtiden ser overordentlig lys ud.”

Ayla’s nuværende mål er at tage til Island og arbejde for Gangmyllan, (Olil Amble og Bergur) i et længere stykke tid for at få så meget uddannelse og erfaring som hun kan. ”Jeg håber at konkurrere så ofte som muligt og måske vise nogle avlsheste, træne unge heste osv. Min plan er at få al den erfaring, jeg kan, mens jeg stadig har friheden til at gøre det.”

Om Ayla Green

Ayla Green er 20 år, fra Santa Cruz i Californien, USA. Har arbejdet som intern hos Guðmar Þór Pétursson både i USA og i Island. Blev indskrevet på Holar i 2016, men arbejder nu for Gangmyllan, Olil Amble og Bergur Jónsson i Island.