28 sep Vikingerne til hest – krigshest eller statussymbol?

Mange forbinder vikingernes kampe med brutale mænd bevæbnet med økser og skjolde og et rytteri udrustet til kamp.

I det nyere værk fra 2014 “Vikinger i krig”, skrevet af hhv. den norske historiker og arkæolog Kim Hjarder og Vegard Vike fremgår kapitlet “Krigsførelse til hest” hvori forfatteren diskuterer, hvilken rolle hestene spillede i vikingernes kampførelse.

Hesten var et af de højest placerede statussymboler i vikingetiden. Dette ses blandt andet ud fra et stort antal grave, hvori man har fundet pragtvåben, hesteudstyr og ikke mindst heste. Desuden var hesten antageligt et af de mest fornemme ofre man kunne byde guderne, derfor ofrede man ofte heste og spiste hestekød ved bloterne – som var vikingernes ceremonier, når man bad om noget fra guderne.

Ligeledes kommer hestens høje statusværdi til udtryk i gudernes verden. De fleste af de højtstående guder har heste, og hestene optræder ofte med vigtige roller i den nordiske mytologi (Læs mere i artiklen: Den nordiske hest – en hest for guder).

Mest iøjnefaldende er dog Odins hest Sleipner med de otte ben. Sleipner fremstår ofte i mytologien som Odins vigtigste attribut – sammen med spyddet Gungner – hvilket igen påpeger den betydelige position man har tillagt hestene.

I bogen “Vikinger i krig” kommer forfatterne i denne forbindelse ind på, om vikingernes heste havde en for høj status til, at man ville risikere dem i kamp. I modsætning til mange af modstanderne udviklede vikingerne ikke et professionelt rytteri før i slutningen af vikingetiden. Dette skyldes, mener man, at hesten først og fremmest var et statussymbol og transportmiddel, som transporterede vikingerne til og fra konfliktområderne, og dermed ikke deltog i den egentlige kampsituation.

En af ulemperne ved hestenes deltagen i kampene kom sig desuden af, at i kraft af vikingernes veludviklede bådebyggerteknik, fordelte vikingernes kampzoner flere forskellige steder, hvortil der skulle benyttes skib for at nå hen. En del af vikingeskibene, kaldet knarrer eller lastskibe, egnede sig udmærket til hestetransport.

Dog forekommer det samme problem hos heste ofte som for mennesker – de bliver let søsyge, og de må derfor have god tid til at falde til ro efter, de ofte meget lange, sørejser. Som oftest kunne det tage op til et døgn efter de var sat i land, før hestene igen var i stand til at kunne rides. Dette var tid som var uhyre vigtig i en kampsituation, da det gav modstanderne mulighed for at lokalisere skib og krigere, og måske indlede et angreb før krigerne var klar. Desuden tog hestene også meget plads på rejsen og krævede en større last på skibene i forhold til foder og udstyr – plads som dermed betød mindre mad og udstyr til krigerne. Herudfra kan man altså udlede, at hestene ikke var særligt velegnede til den form for krigsførelse, som var mest karakteristisk for vikingetidens første periode. Vikingerne var dog flittige til at indsamle heste, hvor de kom frem, men hestene blev snarere brugt som transportmiddel og pakdyr end i rytterier.

Den store vikingehær, som beskæftigede sig i England og Frankerriget i sidste halvdel af 800-tallet, gav dog, i den forbindelse, sine heste en stor del af skylden for, at de havde oplevet en så storslået succes. Hestene transporterede krigerne hurtigt rundt i landet, ad de gamle romerske veje, hvilket betød, at vikingerne næsten altid var et skridt foran modstanderne.

Dette er desuden et godt eksempel på, netop hvorfor vikingerne tillagde sine heste så stor statusværdi – hestene gjorde livet nemmere, hurtigere og derfor på mange måde bedre, og det er vist en følelse de fleste af os godt kan nikke genkendende til.