13 nov Udstyr fortsat.
I begyndelsen rider jeg ikke med bid.
Jeg rider hesten i rebgrimen eller i kapsunen. Ligeledes på staldgangen eller efter hver træningspas introducerer jeg biddet for hesten. (Man kan også lade den stå og spise lidt foder med det på). Mange heste vænner sig hurtigt til biddet. Andre er længere tid om det.
Jeg begynder aldrig med bid og sadel samtidig. For det hesten har i munden vil hesten fokusere på. Når hesten er kommet over dette fokus kan der ske det, at den pludselig opdager sadlen og kan derfor få et chok og føle sig overmandet. Men dette er forskelligt fra hest til hest og ikke et problem hos langt de fleste heste. Men dog et problem jeg er støt på ofte nok til, at jeg vil nævne det her.
Ved C-Træner prøven skulle vi hurtigt gå over til at ride hesten i biddet. Når jeg træner mine egne heste, er jeg længere tid om det. Men igen! Det er individuelt, hvor længe man skal vente med at ride hesten med biddet. Nogen heste er meget stressede over at få bid i munden, andre er faktisk ret afslappede med at få bid i munden og stresser mere over at have kapsunen, på næseryggen. De første gange i skoven rider jeg også gerne, med både kapsun og bid eller tøjlerne i rebgrimen og biddet, da man måske vil komme til at korrigere lidt kraftigt med tøjlerne.
Nogen vil jo gerne have at hesten hurtigt rides til. Andre vil have mere fokus på den gode proces og sige, at det er processen som er den vigtigste.
Håndhest.
Inden du rider i skoven kan man tage hesten med som håndhest. Se afsnittet i min bog om Håndhesteridning eller du kan gå tur i skoven med din hest, hvis du ikke har mulighed for at ride med din unghest som håndhest.