LOGIN
Icehorse INFO

Nyt & nyttigt til os med islands hest.

MEST LÆSTE

Nyt & nyttigt til os med islandsk hest.

Stangbid – hvad er op og ned?

Stangbid – hvad er op og ned?

Det islandske stangbid har de fleste ryttere en holdning til. Men hvad er fordele og hvad skal man være opmærksom på ved brugen og ikke mindst, hvad er myter?

Hvordan virker stangbiddet ideelt set?

Vi har spurgt berider og træner Anne Sofie Nielsen:
For at gå lidt bagom stangbiddet og hvordan det virker optimalt set, er man først og fremmest nødt til at kigge på, hvordan vi overordnet kommunikerer med vores heste. Biddet er nemlig isoleret set, altid kun en del af en større interaktion, hvor vi kommunikerer med hesten via tryk, – ikke kun fra hånden, men også fra schenkler, sæde og pisk etc. Det vil sige, at vi påfører hesten ubehag, som hesten instinktivt ønsker at undgå og derfor prøver at finde ud af, hvordan den kan slippe væk fra. Det er således trykket på lader, tunge og mundvige, der bruges til at motivere hesten til at handle. Når den gør, hvad vi vil have den til, letter vi trykker, for at kommunikere til hesten, at den har gættet rigtigt. Vi fjerner dermed ubehaget og letter presset, når hesten har gjort som vi ønsker. Mens nogle heste er mere følsomme end andre og er altså nemmere at motivere med mindre tryk, er andre mere hårdhudede overfor ubehaget.

Motivation af hesten via tryk kræver derfor meget føling med, hvordan hesten har det, fordi trykket, hvis det er for kraftigt eller opretholdes for længe, kan stresse hesten. Det bør altid undgås først og fremmest for hestens velbefindende, men også for rytterens sikkerhed. Ubehag kan hos heste meget nemt skabe stress, hvilket har en tendens til at få hesten til at handle pludseligt og voldsomt. Ofte er det fordi trykket er for vedholdende– og hesten ikke kan finde væk fra det. Dette kan skabe meget voldsomme reaktioner i hesten – og hvis det opretholdes – ende med en helt apatisk hest, der har opgivet at finde væk fra ubehaget og dermed ikke længere kan motiveres ved hjælp af tryk.

Det kan derfor være et godt råd at evaluere sin kommunikation med hesten og få spurgt sig selv, hvor meget tryk man bruger i sin ridning, og om hesten svarer korrekt herfor, da det vil være afgørende for, hvad man vil få ud af at anvende et stangbid som raffinement i sin træning eller til stævner mv. Det bid som får hesten til at reagere på så lidt tryk og så kortvarigt tryk som muligt, bør altid anvendes – og her kan din underviser guide dig.

Hvad er principperne bag det islandske stangbid?

Alle stangbid er ikke-kontakt bid, hvilket her betyder at man korrigerer hesten med tøjlen/bidet, og når den responderer som ønsket, rider man uden kontakt til hestens mund. Stangbiddet placeres i hestens mund som et almindeligt bid, men stængerne virker efter vægtstangsprincippet. Det betyder at længden på stængerne under biddet i forhold til længden af bidstykket over bidet – det som er fæstnet i nakkeophænget, er afgørende for, hvor meget tøjletrykket fra rytteren forstærkes til hesten. Regner man lidt på det, viser det sig, at et meget lille tryk fra hånden forstærkes 2-3 gange efter vægtstangsprincippet. Dvs. et tag på fx 1 kg bliver til omkring 3 kg mod hesten.

Vaegtstangprincip

Et stangbid kaldes også et indirekte bid, fordi trykket som rytteren påfører hesten via tøjlen, der er fæstet i stængerne, ikke føres direkte til hestens mund, men i stedet i første omgang drejer biddet i hestens mund, indtil kæden går på underkæben og stopper denne funktion. Herefter spredes trykket ud på flere områder på hestens mund og nakke. Når man tager bagud i tøjlen drejes stængerne altså som det første. Alt efter hvor stram kæden er, rammer kæden underkæben på et tidspunkt og underkæben klemmes mellem bid og kæde. Det vil sige at der påføres tryk på lader og evt. tunge og underkæbe. Indstillingen af kæden er meget væsentlig, da den højst må danne en vinkel på 110° mellem stængerne på biddet og mundlinjen.

Med andre ord skal den spændte kæde under hagen have en længde som svarer til at den først ligger op til kæben, når tøjlen er en lige forlængelse af stangen. Strammes kæden mere end dette virker biddet ikke efter hensigten.

Når stykket over biddet drejes fremad, trykker nakkeremmen på hestens nakke. Hvor meget nakken belastes, afhænger af hvordan bidringen er udformet og ophængt i nakkeremmen. Der er eksempelvis forskel på pelham-bidets ophæng og det ophæng vi har på den islandske stang. Stangbidet giver sandsynligvis mindre tryk på nakken, da det er ophængt i bidringen – og nakkeremmen flytter sig på bidringen , når stængerne drejer ved tag i tøjlen. Denne kombination af tryk via tøjlen skal få hesten til at forstå, at den skal give efter i nakken. Hvordan trykket præcis påføres hesten når man tager i tøjlen afhænger af hestehovedets position og rytterens placering af hånden idet øjeblik der tages i tøjlen.

Det man ønsker at opnå med stangbidet er større eftergivenhed i hestens nakke. På en pelham eller kandar vil stængerne desuden være med til at stabilisere biddet, hvilket gør, at det ligger mere stille i hestens mund. Det gælder dog i mindre grad for det islandske stangbid, da biddet ikke er fæstnet direkte på stængerne, men i stedet på en lille tværstang, som er sidder på indersiden af stangen. Biddet har dermed en lille smule bevægelsesmulighed og ligger dermed nok knapt så stille.

Man skal også huske, at hvis kæden er meget stram, har et tøjletag i den ene side af munden også tydelig indflydelse på den anden side på grund af forbindelsen mellem siderne via både kæde og bid.

Hvornår i uddannelsen vil du mene at hest og rytter er klar til at bruge stangbid?

Jeg mener, at man skal være i stand til at ride sit program, herunder træning eller stævner mv. -også uden stangbid. Stangbiddet kan med en rolig og præcis tøjleføring give en mere rolig hovedholdning, især hos heste der ikke rigtig bryder sig om at gå med mere ensartet/jævn/sug kontakt til biddet, som det er tilfældet , når man rider hesten ”til biddet”.

Desuden viser det sig, at stangbid i mindre grad giver klemmelus i hestens kinder, da det type bid ikke i samme grad som almindelige trensebid klemmer hestens mundvig op mod tænderne, på grund af stangbiddets drejning inden kontakt. Dette er især et problem for heste med meget ”kindflæsk” i form af i tykke kinder og mundvige.

Stangbiddet forstærker effekten af anholdningen i alle situationer, hvor man har kontakt med tøjlen pga vægtstangsprincippet. Det betyder, at rytteren kan få en hurtigere reaktion fra hesten ved fx halve parader. Ofte er det sådan, at jo hurtigere man rider, jo større udfordringer eller problemer har man. Derfor ser man ofte stangbid anvendt, når der rides pas, hvor der er fart over feltet, og hvor det kan hjælpe til at holde styr på hestens skuldre og holde hesten ligeudrettet. Det kan ofte være en fordel når man rider pas, hvis hesten bøjer sig og ruller op i galop med et almindeligt trensebid eller ved heste, der har tendens til at blive 4-taktede i pas. Der har stangbiddet en tendens til at holde energien mere fremad i hesten, så man kan drive på og få mere afskub fra bagbenene.

Det som igen er vigtigt at huske er, at stangbidet via udveksling forstærker trykket fra hånden flere gange – afhængigt af stangens længde. Kæden gør, at hestens underkæbe og evt. tunge klemmes fast imellem biddet og kæden. Hvis man selv har prøvet at lægge sine fingre ind under biddet mens en anden tager i tøjlen og kæden går på underkæben, vil man nok blive overrasket over meget fingeren kan komme i klemme som kan overføres til hestens underkæbe og tunge.

Når det er sagt, er et bid aldrig hårdere eller mere ubehageligt end den hånd, der holder i den anden ende af tøjlen.

De mest hestevenlige træningsmetoder må være der, hvor hesten udsættes for mindst mulig ubehag, altså tryk, i kortest mulig tid for, at rytteren får en respons fra hesten.. Dette gælder alle former for tryk -og dermed også tryk fra bid. Det er naturligt for hesten at reagere på trykket, men vi skal lære den, at den skal respondere på en bestemt måde. Mange hestes umiddelbare reaktion på tryk, er at trykke imod. Det oplever man ofte, når man arbejder med helt unge utrænede heste, der i de fleste tilfælde trykker imod, når man tager i tøjlen de første gange.

Har man en hest, der ikke responderer korrekt på signalerne fra biddet , må man prøve at finde ud af hvad der er galt for at løse problemet. Nogle gange kan det være biddet som generer hesten, og skift af bid kan løse problemet. I mange tilfælde kan det også være andre ting, eller kombinationer af disse.

Er det korrekt, at man ikke kan bøje hesten med et stangbid?

Det er nok mest en skrøne, at man ikke kan bøje hesten med stangbid, da bøjning handler om at kunne kontrollere hestens for- og bagpart, så hesten sporer ens på bøjet spor. Især kontrol af skuldrene er vigtig, og det sker ikke ikke kun med tøjlen, men forhåbentlig også med signaler fra sæde og schenkel. Det er kun, hvis man drejer hesten rundt med indvendig tøjle, at man får problemer med at ride rundt.

Hvornår/hvordan bruger du selv stangbid på dine heste?

Jeg bruger primært stangbiddet på heste, der går og kigger meget og dermed mister fokus og evt. balancen/bæringen under konkurrencen. På den måde kan jeg holde hænderne stille og lade biddet og de sideførende hjælpere holde hesten på plads under mig. Jeg benytter også stangbiddet på nogle heste i T.2. Her skal hestene jo gå for løse tøjler i sidste opgave-del. Og så er det oplagt at lære dem, at de ikke i samme grad skal følge tøjlen i tølt på et stangbid, som med et almindeligt trensebid.

Tjekliste, når hesten ikke responderer som ønsket:
Der kan være flere faktorer, der er med til at bestemme, om hesten reagerer som ønsket på biddet generelt:

  • Forstår den ikke signalerne korrekt? Er det rytteren som måske er upræcis i sin kommunikation af tryk/belønning).
  • Kan den fysisk ikke leve op til rytterens krav og forventninger? – og kan dermed ikke respondere som forventet?
  • Er hestens balance meget på forparten – hænger den i brystkassen? Hvis den løfter sit brystben er hesten som oftest lettere på biddet.
  • Er den stiv i nakke og lænd?
  • Generer biddet hesten?
  • Er der problemer i hestens mundhule eller tænder?
  • Er der problemer med at ride hesten ligeudrettet/spore ens? Og rettes dette kun med at tage i tøjlen?
    Uden at tænke på at hesten skal ændre sin balance i kroppen. Så bliver det endnu sværere med et stangbid.

Faktaboks:
Et stangbid består af 2 sidestænger, selve biddet og (skum)kæden. Biddet kaldes også islandsk kandar på grund af sin lighed med et kandarbid. Stængerne på et stangbid kan have forskellig længde og udseende. Selve biddet kan have forskellige udformning, fx være en udelt stang, have flere led og tungefrihed etc. Kæden kan bestå af flere mindre led evt. med ringe, der sidder ind i hinanden – eller færre større ringe. Nogle beklæder kæden med læder, vetflex eller geleovertræk produceret til formålet, for at beskytte hestens underkæbe. Man kan også bruge bidskiver mellem stængerne og biddet, for at forhindre at hestens kinder kommer i klemme mellem bid og stængerne.

Vægtstangprincippet:

Stangbiddet placeres i hestens mund som et almindeligt bid, men stængerne virker efter vægtstangsprincippet. Det betyder at længden på stængerne under biddet i forhold til længden af bidstykket over bidet – det som er fæstnet i nakkeophænget, er afgørende for, hvor meget tøjletrykket fra rytteren forstærkes til hesten. Regner man lidt på det, viser det sig, at et meget lille tryk fra hånden forstærkes 2-3 gange efter vægtstangsprincippet. Dvs. et tag på fx 1 kg bliver til omkring 3 kg mod hesten.

No Comments

Post A Comment