11 jan Hestekampe i vikingetiden

Hestene var statussymboler i vikingernes samfund.

De blev brugt i mange forskellige sammenhænge til at udsende signaler om magt, styrke og status.
I de islandske sagaer berettes fortællinger om, hvordan heste er blevet brugt i forskellige former for kappestrid, for at afgøre kampe mellem mænd. Der fortælles for eksempel om, at heste blev brugt til kapløb og hestekampe. Hestekampene udviklede sig i flere tilfælde til kampe mellem de mænd, som drev hestene frem. I Sagaen om Gretter den Stærke fortælles netop en sådan historie, om mænds kampe under dække af hestekampe.

Sagaen beretter, at der blev afholdt en større hestekamp ved gården Reykir, hvor kampene blev afholdt lige op ad en brusende elv. De heste, som endnu ikke havde været i kamp, stod bundet ud mod elven, bundet sammen i tøjlerne. Gretter den Stærke havde fået lov til at føre den gråbrune hingst, Bjargfolde i kamp mod en stor, brun hingst, som blev ført af den selvbevidste kraftkarl, Odd Umageskjald. Hesten blev kaldt Melhingsten. Ifølge beretningen var det nok mest på grund af Odd, at Gretter gik ind i kampen. Da kampen gik i gang gik hestene voldsomt mod hinanden.

Gretter styrede sin hest ved at holde den i halen, mens Odd langt mere direkte gik ind i kampen. Odd stod ved Melhingstens hoved og afvæbnede med sin stok, de bid og slag, der kom fra Gretters hest. Gretter ser i begyndelsen bort fra dette, da han var blevet advaret om, ikke at indgå i klammeri med Odd, da han var kendt for at gribe enhver anledning til strid. Men da Odd pludselig stikker sin stok så hårdt mod Gretters skulder, at den bliver blå, lader Gretter ikke længere chancen passere. Han verfer de kæmpende heste til side, og giver Odd så hårdt et slag med stokken, at han brækker tre ribben. Odd falder tilbage i klyngen af ventende heste, og i et virvar styrter de i den brusende elv.
Odd hjælpes op, mens tilskuerne råber og skriger, nogle af raseri, andre gør nar. Derefter griber folk til våben og kun med nød og næppe undgås et større slag.

Historien her vidner om, at hestekampene, udover underholdning, også er blevet brugt til at få afløb for stridigheder. I vikingetiden var der love mod unødig vold og overgreb, og derfor er det ikke utænkeligt, at man under disse konkurrencer har udnyttet muligheder til at gøre op med rivaler, eller, som det fremgår af Odds personkarakteristik, få afløb for et godt slagsmål. Der findes flere beretninger i sager og eddaer om, hvordan hestekamp også har medført kampe imellem mænd. For eksempel i Njals saga, der også giver et billede af, hvordan en mands heste også blev opfattet som et signal om hans magt og styrke.

I denne saga berettes der om en hestekamp, hvor Starkad udfordrer Gunnars brune hingst med sin gode hest, hvorom der blev sagt, at “ingen hest kunne tage det op med den i hestekamp”. Hestekampen endte med, at mændene også gik ind i kampen, som udvikler sig til tumult. Det ender med, at Gunnars hest får slået øjet ud. Gunnar ville ikke se på det, og fik hesten slået ned, men det får ufreden til at vokse imellem Gunnar og Starkad.

Begivenheder som hestekampe og andre konkurrencer fandt sted, når man mødtes på de okale ting forår, midt sommer og efterår og på Thingvellir. Tingen var det centrale lovgivende og dømmende magt i samfundet, men møderne blev også opfattet som folkefester, hvor også hestene indgik. Der blev i forbindelse hermed afholdt hesteskuer, hestemarked, bedækninger, kapløb og hestekampe. Den sidste hestekamp man kender til, blev afholdt ikke senere end i 1930 på Thingvellir i forbindelse med 1000 året for Altingets oprettelse.