Select Language

Select Currency

Nils Christian Larsen - En stor kapacitet nu på dansk jord!

Norsk toprytter på dansk jord!

At en norsk toprytter som Nils Christian Larsen skulle vælge Danmark som hjemsted for at udleve sine drømme kom som en stor nyhed for ganske nylig.

Nils Christians opslag om sit køb af gården Kronholt v. Herning bragede for nylig igennem på de sociale medier i islandshesteverdenen, og der er ingen tvivl om, at det er en populær herre og en stor kapacitet, der vækker glæde og stor interesse, som kommer til landet. Derfor var det for islaendere.dk ganske naturligt, at lade Nils Christian uddybe, hvorfor valget faldt på Danmark og høre ham om sine fremtidsplaner i Danmark.


Nils Christian og Viktor fra Diisa
For os danskere vil navnet Nils Christian Larsen formentlig vække genklang i sammenhæng med den imponerende hingst Viktor fra Diisa. Nils Christian og Viktor vandt sidste år sølv i T1 og firgang ved VM 2015.

2015 var også året, hvor Nils Christian blev kåret som årets rytter i Norsk Islandshesteforening (han blev det også i 2014) samt kåret som vinder af Istølt 2016 i Frederikshavn. Nils Christian og Viktor blev desuden nordiske mestre i firgang i Herning i 2014. Ja, resultatlisten er lang og imponerende.

Viggopais1
Nils Christian Larsen på Viktor fra Diisa. Ekvipagen vandt Istølt Frederikshavn 2016. Foto: Privatfoto


En tidlig interesse for heste

Starten på Nils´ hesteinteresse gik gennem hans søster, der også i dag driver virksomhed med store heste. Han fortæller, at han især
sprang på de islandske heste i et par år og havde meget glæde af det, og at han stadig forsøger at holde fast i storhesteridning, når tiden tillader det! "Tilknytningen og kærligheden til heste, har jeg haft, siden jeg var ganske lille - omkring de 5-6 år. Her startede det hele, og interessen vil for mig ingen ende tage. Faktisk bliver både mine forhåbninger og ambitioner højere og højere! Jagten på den perfekte gård har været lang, kedelig og der har været mange spildte køreture, når kravene har været for høje. Jeg var fuldkommen bevidst om, hvordan jeg vil have det - både i forhold til de rette faciliteter og den rette beliggenhed" indleder Nils Christian.

Han fortsætter: "Ønsket var at finde det perfekte sted i Drammenområdet i Norge, indtil jeg kom i kontakt med familien Mogensen, som havde denne vidunderlige ejendom "Kronholt" i Herning.
Planen var egentlig ikke at slå sig ned i Danmark, men efter at det havde ligget og summet i baghovedet og ikke forsvandt fra nethinden i et langt stykke tid, blev jeg nødt til at opleve ejendommen LIVE!

Første gang på jeg satte mine ben på Kronholt vil være en dag, som jeg aldrig glemmer -  det var virkelig stedet, hvor jeg ville bo resten af ​​mit liv. Gården levede op til alle punkter på listen, og besad en utrolig god stemning.
Ejendommen var meget velholdt, velplejet og gennemtænkt indrettet af hestefolk!
Fra den dag, jeg tog beslutningen, gik det utroligt hurtigt og fra 1. oktober, er jeg dansk igen.
Jeg har tidligere lejet mig ind i et par år ved Jóhann Skúlason i Silkeborg, og trivedes forbavsende godt med de venlige danskere! Danmark har en god beliggenhed med adgang til kontinentet, og mit store netværk mod syd gennem mange år på konkurrencebanerne.

Knudepunkt for viden/udvikling og hygge

Det er tydeligt at Nils Christian glæder sig - det samme gør vi, og vi kan nok ikke undgå at slå et smut forbi dette spændende nye tilbud til danske islandshesteejere på vores vej rundt i landet.

"Kronholt vil være et knudepunkt for viden, udvikling og hygge for ALLE typer af islandshesteryttere.
Vi vil tilbyde at tage heste i træning med henblik på kåring og konkurrence, tilridning, topvelredne salgsheste som køberne kan få lagt skræddersyede opfølgningsprogrammer med.
Der vil være stor fokus på træning også af ryttere i forhold til screening, mental coaching osv. Udover det, vil Kronsholt tilbyde undervisning på alle nivauer.
Der vil blive udbudt weekendkurser med all-inclusive og overnatning for heste og ryttere, hvor vi ønsker at servere økologisk mad samt tilbyde spaoplevelser. Dette er nogle af godbidderne, som jeg kan lokke med hjemme på gården. Men jeg bliver skam også tilgængelig for at køre ud i weekenderne og afholde kurser"
fortæller Nils Christian.

"
Jeg vil afslutningsvis sige, at Kronholt har som formål at bidrage til at øge niveauet og være et center, der har som målsætning, at folk trives med deres hest i centrum!
Gården ligger ved en blind vej centralt ved Herning Nord, tæt på byens grænser. Den rummer 20 bokse, ridehal med målene 20x40, 2 udendørs ridebaner, folde med græs og grus, rytterlounge, kontorer og plads til møder, konferencer og clinic`s. 

Jeg kan ikke vente med at bringe Viktor på dansk jord igen, og desuden er 1.kl hingsten Grøndal fra Blesastødum og flere nye tophingste også på vej. I den kommende tid vil der blive
investeret meget energi på en del Viktor afkom med henblik på konkurrence til 2017".

Nils Christian oplyser, at han vil bringe sit personale med fra sin stald i Norge, og at der vil blive arrangeret en housewarming med alle sponsorer repræsenteret med deres produkter, så snart alt er oppe at køre på Kronholt - og han understreger at ALLE er velkomne. Mere information vil man kunne finde på www.nils-christian.no eller www.kronholt.dk  - Nils Christian siger til slut: "Fuld af inspiration og et glimt i øjet, er vi glade for at få besøg på Kronholt"!

ViktorFredrikshavn1
Foto. Privatfoto.

islændere redaktion

islaendere.dk - medieportalen til os som elsker den islandske hest, er vokset ud af passion. Drevet af glæden for at formidle det positive, spændende og baggrundshistorier er vi flere, som skriver for ligesindte. Portalen ejes og dreves af Jeannine Thrane, som siden 2005 har drevet blissMARKETING, et web- og grafisk bureau.

Tøv ikke at skrive, hvis også du har noget på hjertet: [email protected] eller slå på tråden: 2421 0203

Relaterede artikler

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.