Select Language

Select Currency

At være holdleder er som at være mor

At være holdleder er som at være mor

– et interview med Helle Brendstrup

Starten med heste

Da Helle Brendstrup debuterede i hesteverdenen, var hun kun 5 år gammel. Her begyndte hun at gå til ridning på en rideskole. Det var især spring, dressur og military, som Helle havde meget interesse i. Desværre skulle det gå sådan, at rideskolen senere skulle lukke. Hvad gør man så? Helle, der imidlertid var blevet 12 år, begyndte derfor at færdes mere og mere i nabolaget hos Leo Stougaard i stedet for. Leo havde nemlig også heste, men dette var islandske heste. Således kom startskuddet for et intenst samvær med islandske heste og ikke mindst familien Stougaard.

Helle fik heldigvis opbakning af sine forældre og lov til at boltre sig mere eller mindre frit på Leo Stougaards gård. I disse år hos Leo lærte Helle mangt og meget ved selv at få lov til at tilride og træne heste. Således byggede hun videre på de erfaringer, hun allerede havde fået på rideskolen.

”Jeg fik heldigvis lov til at være meget hos Leo og arbejde med hestene. Ja, faktisk boede jeg nærmest der i en årrække helt op til den tid, hvor jeg begyndte med at gå på handelsskole. Det har været en fantastisk tid, hvor jeg også blev formet meget som menneske.”

Håndbold eller heste

Senere på handelsskolen blev hestene udskiftet med håndbolden i en årrække, da Helle brugte det meste af sin fritid på at spille håndbold. Først i sit voksenliv kom hestene tilbage i Helles liv, og hun startede ud med at købe to islændere. Dog, som nok de fleste vil nikke genkendende til, kan to heste hurtigt vokse sig til mere.

Da en ulykke ændrede måden at have heste på

Desværre blev Helle involveret i en trafikulykke med en del voldsomme skader. Dette resulterede i flere varige mén, som desværre satte en stopper for ridningen. Hvad gør man så, når passionen for hestene stadig er så stor, at man ikke kan lægge det fra sig? Sådan gik Helle i en periode og grublede. Indtil hun en dag læste i Tölt, at der blev udbudt et dommerkursus. Dette fangede med det samme hendes interesse og har gjort det lige siden.

”Dengang var det et weekendkursus, man skulle deltage i, og så blev man sendt ud og skulle komme i gang og selv lære resten. Det har så taget sin gang for mig og ført til, at jeg har været dommer i over 20 år.”

”Jeg synes bestemt, at det er meget sjovt og interessant at dømme de gode heste til Pinsestævne, men har ikke længere de store ambitioner eller målsætninger inden for dommergerningen, som at dømme til store begivenheder, som DM. Jeg nyder meget at være ude til arrangementer, som Junior Cup, hvor det foregår under mere hyggelige rammer.”

I forlængelse heraf påpeger Helle vanskeligheden i, at man som dommer samtidigt også er en frivillig arbejdskraft, som bruger sin fritid på at udøve dommergerningen ved siden af et arbejde. Hvorimod flere ryttere efterhånden udøver deres sport på baggrund af, at de har valgt det som deres levevej.

”Det betyder også, at man som frivillig har sværere ved at trimme sig på topniveau, da man simpelthen ikke kan bruge samme tidsindsats som rytterne bruger på sporten og udviklingen af hestene og sig selv. Det har en stor effekt for rytterne, hvordan bedømmelsen udfalder, men dommerne kan nu engang kun klæde sig på med den viden og forberede sig i den udstrækning, som fritiden nu tillader, uanset hvor umage man gør sig.”

Tæt på landsholdet

Som dommer får man også mange fantastiske oplevelser, man ikke vil være foruden. Flere af de oplevelser og minder som Helle husker tilbage på, er dem, der har trukket hende tæt på de dedikerede ryttere. I både 2000 og 2002 var Helle sekretær for dommerne til NM i Danmark og Norge. Begge gange har hun oplevet en anden side af stævnerne - tættere på rytterne end hun normalt oplever, når hun står i et dommerhus. Her så hun ofte en ro og hjælpsomhed mellem rytterne på landsholdet, som virkelig gjorde indtryk. Dog var der også tidspunkterne, hvor samarbejdet og kommunikationen på landsholdet ikke virkede tilstrækkeligt. Her er der særligt én oplevelse, der stadigt står stærkt i Helles hukommelse.

”Der var en dansk juniorrytter, som ikke nåede frem i tide for at kunne varme op, men bare nåede ind på banen på et hængende hår, da hun blev indkaldt. Hun kom i strakt galop for lige akkurat at blive lukket ind på ovalbanen. Hendes hjælper lå og sov, så det var bare ikke gået godt for hende, og det endte med, at hendes præstation heller ikke gik særlig godt. Hun kom bare storgrædende ud fra banen, holdlederen har været meget optaget af at tage sig af en anden rytter, som har været en af eliten, den anden holdleder, (dengang sendte man to holdledere ud) var på tribunen, og det var bare hjerteskærende for mig at overvære. Alle skal komme godt på banen og komme godt af banen! Det satte nok en grundsten for selv at komme med som holdleder.”

Til NM i Sverige 2004 og VM i 2005 blev Helle sendt med som medhjælper, og der samlede hun rigtig meget erfaring. Siden 2006 har hun fungeret som holdleder for det danske landshold.

”Man er faktisk mor for rigtig mange. I mit mindset er de mine børn, som er forskellige, og som derfor også skal opdrages forskelligt. Nogle skal have lang line for at kunne være i det, og andre meget kort line”. Helle griner ”Der er nok nogle ryttere, som vil stejle over det og grine over det, når de læser det, men ja, faktisk er det sådan…”

”Når folk spørger mig, hvilke opgaver man har som holdleder, svarer jeg igen: >> Jeg går. << …det er faktisk det, som jeg virkelig gør mest af. Til VM i Berlin havde jeg skridttæller på, og der gik jeg godt 250.000 skridt på de 10 dage, det kræver at være med. Det kræver noget solidt skoværk, og man bliver godt øm og træt i benene om aftenen.”

Jobbet som holdleder

Der er rigtigt mange opgaver forbundet med ansvaret som holdleder, og det er et stort arbejde. Det begynder med at booke værelser et år forinden. Der er imidlertid heldigvis også blevet lettet på nogle opgaver med fremkomsten af teknikken.

”Man skal dog også holde sig for øje, at det er professionelle ryttere, og de fleste ved også udmærket, hvordan det foregår og når alt bare glider, er det bare rigtig godt, og det er enormt hyggeligt til trods af al arbejde. De er også rigtig gode til at hjælpes ad, og det er som en stor familie.”

Dog ved Helle godt, at man som holdleder bærer et ansvar både over for holdet selv, men også over for det hverv, man har fået tildelt af både DI og af arrangørerne.

”Jeg har ry for at være skrap, og at man skal komme til tiden (hvis ikke andet er aftalt), er det klokken 9, vi aftaler, skal det ikke være 2 minutter over. Er man ikke det, så kan jeg godt blive mopset. Jeg kan ikke lide, at der bliver spildt andres tid.”

Som man nok kan fornemme, er det et hårdt og tidskrævende job at være holdleder for et landshold. Dog forklarer Helle, hvordan det også giver hende ufatteligt meget positivt igen.

”Belønningen for min indsats er nok meget på personligt. Jeg er også et meget servicemindet menneske, så det giver mig glæde at kunne være der for andre og gøre en forskel for dem. Jeg har haft nogle virkelig gode oplevelser med disse helt fantastiske mennesker. Man lærer rytterne at kende på en helt anden måde.”

Men selvom det at være landsholdsleder ofte omhandler at udvikle på andre, har det også haft en positiv effekt på Helle selv.

”Menneskeligt har jeg lært meget og det har givet mig meget på nogle områder, bl.a. meget faglighed som dommer. Jeg er egentlig meget genert, især da jeg var yngre og har det den dag i dag ikke særlig godt med at stå foran forsamlinger.”

VM i Oirschot 2017

Afslutningsvist glæder Helle sig til at komme til Holland, som hun har gode minder om, og håber på at få flere gode minder fra. Redaktionen håber at kunne få et glimt af både Helle og landsholdet, når de er på farten og i deres lukkede områder til VM 2017.

Relaterede artikler

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.