Select Language

Select Currency

Mytologi, Status og Den Islandske Hest

Den islandske hest stammer oprindeligt fra Island, men længere tilbage i hestens historie viser det sig, at det var vikingerne, der importerede forfædrene til de islandske heste, da de bosatte sig på Island omk. år. 870.

viking3

(Se også artiklen Islandshesten i Danmark).

Forgængerne til de islandske heste var altså den hesterace de skandinaviske vikinger kendte og anvendte, hvorfor hestene også er særligt fremtrædende i nordisk mytologi. Når man ser de smukke, robuste heste bevæge sig frit omkring i det islandske landskab, bliver man let sat tilbage i tiden, hvor dette smukke dyr ikke kun var et transportmiddel, men også blev brugt i kamp, som det står beskrevet i de islandske sagaer.

Menneskene og hestene har allerede siden oldtiden været tæt knyttet, heste har i alle tider været et nyttigt redskab, og derfor også et statussymbol. Des flere heste, des højere status. I bogen "En jysk herregård" fortæller Ellen Andersen om sin barndom i starten af 1900-tallet, at "Far var lige så øm over sine køreheste, som mange mænd i dag er over deres bil, begge dele er statussymboler såvel som transportmidler"[1].viking2

I vikingetiden havde den islandske hest så høj status, at den stadig den dag i dag, kendes som Gudernes hest på Island. Ved udgravningen af Osebergdronnings grav i Norge, der regnes for at være et af de mest betydningsfulde arkæologiske fund fra vikingetiden, fandt man, foruden det enorme gravskib (Osebergskibet), trælle og flere værdiggenstande, også skeletter fra ikke mindre end 14 heste, som dronningen havde fået med sig til det hinsides.

  • I den nordiske mytologi kommer hestene også flere gange til udtryk:
  • Odin med sin ottebenede hest Sleipner,
  • Heimdals hest Gulltoppur (Guldtop),
  • Freyfaxe, der blev givet til guden Frey, som mange kender.

Men der er særligt to heste, der har en vigtig funktion i verdens opbygning. Den ene er Skinfaxe, hvis manke og lyser og stråler, og som trækker solen hen over himlen sammen med Dag, der er halvt as og halvt jætte, søn af Nat.

Nat, den rystende, jættekvinden, der er sort og mørkladen, rider den anden hest, Hrimfaxe (rim-man), hen over himlen med månen. Rimfaxes man er rimdækket og dens fråde siges at falde som dug på jorden. Når Ragnarok bryder løs, lyder spådommen, at det vil lykkes Fenrisulven at indhente Rimfaxe og æde solen, således at verdenen bliver efterladt i mørke. Så vi må bede til, at Rimfaxe fortsætter henover himlen i frisk pas.

Navnene på Gudernes heste slutter ofte på faxe, der er den oldnordiske betegnelse for hestens man, og det er da også den tykke man og hale der i dag er den islandske hests særlige kendetegn. De gamle nordiske navne, som kommer til udtryk i den nordiske mytologi påviser, at man også dengang navngav hestene efter køn, temperament og særlige kendetegn, hvilken igen påviser hestens særlige bånd til mennesket.

thor-sI Island har man endnu bevaret denne navngivningsskik. Alle islandske heste skal i reglen i dag have mindst to navne: et islandsk og deres fødested. Navet stammer ofte fra den nordiske mytologi, såsom Gude- og heltenavne, eller fra det islandske sprog, for eksempel Gæfa, der betyder glæde, og fødestedet kan eksempelvis være navnet på gården hesten kommer fra.

I Danmark optages islandske føl kun i stambogen, hvis de opfylder dette krav for islandske navne. En af de uskrevne regler for navngivning af islandske heste er, stadig den dag i dag, at navn og hest skal passe sammen, således at for eksempel særlige kendetegn, køn, temperament eller farve afspejles i hestens navn. Eksempelvis er det reglen, at navne der ender på "-a" bruges til hopper, og navne, der ender på "-i" eller "-ur", bruges til hingste og vallakker.

 viking-s


[1]Andersen, Ellen, 1983, En Jysk Herregård, Nationalmuseet, København, s. 48

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.