Myten om de første islændinge

Når nationer er opstået på baggrund af indvandring, såsom Island, eksisterer der også myter og sagn om de første indbyggere. Fortællingerne bygger på en ubetinget tro på, at tegn og varsler hjalp med at bestemme, hvor man skulle slå sig ned i det nye land. De første heste, der blev bragt til Island af vikingerne i 800-tallet, indgår også som en vigtig del af disse fortællinger.

Alene det faktum, at hestene er repræsenteret i fortællingerne viser, at hestene har haft stor betydning for dagliglivets opretholdelse. Men hestene var ikke kun tillagt stor betydning i forhold til deres rolle som arbejdsdyr, men også for det sociale samvær på den isolerede ø.
Hestens mytologiske og religiøse status var særligt størst i tiden inden kristendommens indførelse.

I et af de gamle sagn fortælles der om landnámsamanden Grim Iggjalssøn. Da han engang var ude at fiske sammen med sin lille søn, Thorer, og gårdens huskarle, fik Grim en havmand i sit fiskenet som de trak ombord. Det var almindeligt kendt, at havmænd kunne spå om fremtiden og Grim bad derfor havmanden om at blive spået. Havmanden ville gerne opfylde Grims forespørgsel men sagde først, at Grim behøvede han ikke at spå - hvad det så end måtte betyde? Thorer kunne han derimod tale mere om: Thorer skulle, når vinteren var ovre, følge deres hoppe, Skalm, ligegyldigt hvorhen hun gik, og lade hende gå forrest - først der, hvor hun lagde sig ned, skulle de slå sig ned og tage land.

Det gik hverken værre eller bedre end at Grim druknede på den næste fisketur, men Thorer overlevede og drev selv i land. Denne begivenhed fik sønnen til at huske på havmandens spådom, og han vidste derpå, hvad han måtte gøre: Sammen med sin mor drog han det efterfølgende forår af sted efter Skalm, som bar sin kløvsadel med oppakning. Når hoppen standsende for at æde græs, måtte de gøre holdt og når det faldt hende at drage videre, måtte de være klar og følge med - som havmanden havde sagt. Der gik et helt år på denne måde, hvor Skalm stod op og sov. De der kender hestenes natur ved, at heste først lægger sig ned når de er fuldstændigt trygge og der ingen fare er på færde.

Thorer og hans mor troede til sidst at at vandringen aldrig skulle få en ende, men respekten for spådommen fik dem til at fortsætte, og ved mange gode græsgange gjorde de holdt. Skalm førte dem igennem utallige sølvklare brusende elve, hvor fiskene sprang højt.
Men endelig en sen aften, hvor solen lyste, var det blevet forår, og de var kommet sydpå til Brogarfjord. Her lå Thorer i uro og kunne ikke sove i den lyse nat. Da han ser op, opdager han til sin forundring, at Skalm har lagt sig. Hoppen så skælmsk og underfundigt på ham med sine store blide øjne - for hun havde virkelig øjne som skovsøer, som hun lå der i den blomstrende eng og det sølvblanke vand i baggrunden spejlede sig i hendes øjne - hér skulle det være.

Herefter slog de sig ned på de frodige græsgange, hvor der var fisk i fjorden, og det var let at sejle ud, eller ride ind i landet. Det gjorde, at andre slog sig ned her. Thorer voksede op og blev en lykkemand, en betydningsfuld bonde og Skalm blev stammor til en vidtforgrenet slægt af fine islandske heste; udholdende og trofaste. Jeg ved ikke med jer, men jeg er sikker på, at mine heste må stamme tilbage fra hende.

 

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.