Select Language

Select Currency

Med Islandshest over Indlandsisen

I 1900-tallets første halvdel var mange danske forskere interesserede i at udforske den store, barske og mystiske danske koloni - Grønland.

Vi kender for eksempel Knud Rasmussen og Mylius Erichsen, der rejste henover indlandsisen med hundeslæde, men til at begynde med var man stadig ikke sikker på, hvilket transportmiddel, der egnede sig bedst til rejsen henover indlandsisens uigennemtrængelige terræn. Derfor brugte J. P. Koch i 1912 ikke mindre end 16 islandske heste, da han skule transportere 20.000 kg. proviant, udstyr og foder gennem den østgrønlandske indlandsis. De 16 heste var hentet direkte fra Island

Ekspeditionens formål og deltagere

Formålet med denne ekspedition var, at man i Dronning Louises land i Østgrønland skulle bygge en ny metrologisk station, hvor ekspeditionens deltagere skulle overvintre. J. P. Koch, der var dansk kaptajn i fodfolket, var i følge med den tyske geofysiker dr. Alfred Wegener, islændingen Vigfus Sigurdsson og den danske skipper Lars Larsen, da de drog af sted. Planen var, at de fire deltagende i løbet af vinteren skulle foretage undersøgelser og forberede alt til turen videre over indlandsisen.

Hvorfor lige islandske heste?

Både J.P. Koch og dr. Alfred Wegener havde tidligere deltaget i Danmarks-ekspeditionen anført af Mylius Erichsen, og havde derfor i forvejen kendskab til det grønlandske klima og de udfordringer ekspeditionen kunne medføre. Af samme grund besluttede Koch sig for, at anvende islandske heste som trækdyr, i stedet for hunde. Fordelen herved var, ifølge Koch, at de islandske heste ikke alene var stærkere og derved kunne trække mere. De islandske heste var også robuste nok til at klare det barske nordiske klima, samt vant til at bevæge sig i det uvenlige landskab, som de eksisterede i i Island. Ulempen var dog, at den store mængde foder, man skulle have med til hestene, forøgende mængden af bagage i en ekstrem grad.

Med-Islandshest-over-Indlandsisen

Grauni med 2 deltagere af ekspeditionen. Billede: Arktisk Institut.

Situationen bliver alvorlig

Da ekspeditionen bevægede sig af sted fra Dronning Louises land med fem heste, spidsede situationen sig til. Efterhånden som ekspeditionen skred frem, måtte de skyde flere af hestene, fordi de blev for svagelige. Til sidste var der kun var én tilbage, Grauni, der var den eneste af hestene, der kunne klare turens strabadser. Men det var ikke let - til sidst var de fire mænd nødt til at trække Grauni på slæden. Ifølge Kochs dagbog, virkede Grauni dog ganske tilfreds med for en gangs skyld at blive trukket. Han blev pakket ind i soveposer og rensdyrskind, således at han kunne holde varmen, og fik en mulepose med kraftfoder, som han kunne gumle på.

Desværre klarede Grauni alligevel ikke turen. Til sidst ville han hverken stå eller spise. Koch og hans følge nænnede dog ikke at skyde Grauni, derfor efterlod de ham for at efterforske kysten, en times gang derfra. Da de kom tilbage, i håb om at finde Grauni i bedre stand, var der ingen anden udvej, end at aflive ham.

Selvom de islandske heste er stærke, robuste og på mange måder tilpasset det nordiske klima, var de altså ikke egnede til rejsen over indlandsisen. Det kræver mange ressourcer at transporterer den nødvendige foder med sig, og der tager på dyrenes kræfter. Desuden er det en fordel at være lille og have let ved at grave sig ned i sneen, for at komme i læ og holde varmen under snestorm. Blandt andet derfor var hundene bedre egnet til grønlandsekspeditionerne end hestene var. Siden ekspeditionen fra Dronning Louises land har man ikke igen forsøgt, at krydse indlandsisen med heste.

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.