Træning fra jorden – opbyg eller genopbyg et fundament

Hvorfor træne sin hest fra jorden? Årsagerne kan være mange, men uanset hvad, kan træning fra jorden være med til at styrke din ridning og dit forhold til din hest.

Træning fra jorden kan komme i mange forskellige former og forbindelser. Ét område, hvor mange ryttere anvender træning fra jorden, er ved opstart af ungheste. Tilvænningsprocesser for ungheste er fremragende og nok også sikrest at foretage fra jorden. Dette kan både dreje sig om tilvænning af udstyr eller af nye uvante ting, alt fra køretøjer til plastik (her er det oftest plastikken, som er det farligste).

At gå ture med sin unghest er lærerigt for både hest og rytter! Din hest vænner sig til nye ting på en rolig facon, og du som rytter lærer, hvordan din hest reagerer og hvad den reagerer på. Bliver den forskrækket og hopper til siden, stopper den og stivner, eller er den bare helt cool? Arbejd dig langsomt frem og sørg for at være tålmodig. Heste er forskellige. Mange ungheste tager de nye oplevelser i stiv arm, mens andre er meget usikre.

Du kan evt. opsætte små delmål for dig og din unghest, som er realistiske. Når hesten påbegynder ridning, vil du som ejer, have bedre styr på hestens reaktionsmønster og være dét skridt forud. Dette vil hjælpe din hest og dig som rytter.

Tilvænningsprocesser er langt fra kun nyttige til introduktion. Har din hest eller du været udsat for konflikter eller traumer på rideture, eksempelvis i forbindelse med trafik, kan du med fordel foretage forbyggende jordarbejde, for at komme tilbage til et sikkert fundament.

Arbejde fra jorden kan i allerhøjeste grad være effektiv i hverdagen for den trænede hest. Håndtering og optimering af partnerskab mellem dig og din hest kan ske gennem jordarbejde. Mange vælger at træne deres heste i lydighed eller tillid. Dette arbejde skal selvfølgelig tilpasses den enkelte hest. Hvis din hest er meget nervøs i håndtering, under ridning eller begge dele, kan det være en god idé at sætte tid af ugentligt, helst dagligt til at lave øvelser fra jord. Du kan lave simple øvelser, som bak, gå frem og stop, og bygge langsomt på. Hvis du har en mere tillidsfuld og villig hest, kan du bevæge dig videre til alt fra smidighedsøvelser til tricks. 

Jordarbejde kommer i mange afskygninger, såsom islænderen Skjoni her, der glædeligt løsspringer. Løsspringning er et godt alternativ til hestens daglige motion.

traen-fra-jord-1

Det er både sjovt og lærerigt at arbejde med sin hest fra jord. Små øvelser og tricks kan lære dig som hesteejer, hvordan din hest bedst indlærer.

traen-fra-jorden

Bogidéer: Diverse horsemanship bøger, Træning af heste af Andrew McLean, Den kompetente rytter af Heidi Møller, Perfekte partnere af Kelly Marks og Hestetræning - arbejd fra jorden af Lesley Bayley

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.