Select Language

Select Currency

Worldtölt 2015 - Det store hingsteshow

Selvom jeg ikke selv ejer en hoppe, som skal bedækkes, eller kommer i nærheden af, at have råd til et afkom af de smukke hingste, som bliver fremvist til World Tølt, sidder jeg hvert år klæbet til mit sæde, savlende, og følger ihærdigt med i både 4- og 5-gænger hingsteshowet.

4-gænger A-finalen var en fornøjelse at se på. Hvad jeg vægtede højt var, at der blev vist alle fire gangarter fra stort set alle rytterne.
Hvad man kan savne hos 5-gængerne, får man serveret i 4-gængershowet. Med dette mener jeg, at de heste der fremvises her, har meget store bevægelser i både trav og galop, hvilket er skønt at se. Rytterne i hingsteshowet har mulighed for at krydse hinanden på tværs af banen. Dette mestrede både heste og ryttere med stor præcision, på trods af, at de krydsede hinanden i hurtig galop.

Rytterne rider på tid på banen, og da tiden var ved at være omme, gav de alle den gas i hurtig tølt og begejstringen steg i takt med tempoet i hallen. Min personlige favorit var Tívar fra Moselundgård. En smuk, ung, rød hingst med en flot kåring og dygtig rytter. Rytteren, Søren Madsen, forsøgte også at få publikum op i gear og stemme på ham og Tívar. Det blev dog Nøkkvi fra Glyngøre, med sin rytter Mette Bovbjerg Sørensen, der løb med sejren. En velfortjent sejr og en smuk ung broget hingst med stor udstråling.

I 5-gænger hingsteshowet, får man et lidt anderledes show. Der var fra start af mere fart på. Rytterne havde aftalt et fast program, hvilket helt klart er en fordel og det mest sikre, når der skal vises pas. Rytterne viste det, som deres heste er bedst til: hurtig tølt, hurtig galop og selvfølgelig pas. Alle i salen hujede dem hele vejen igennem programmet og resultatet var suverænt.

1. pladsen blev delt mellem Frauke Schenkel og Agnar Snorri Stefánsson. Jeg stemte selv på Frauke Schenkel og hendes skønne hingst Teigur vom Kronshof, hvis afkom, Óskadís vom Habichtswald, Frauke red i 4.1, hvor de også vandt.

Smukke, fascinerende og talentfulde hingste, hingsteshowene er helt sikkert en stor og vigtig del af World Tølt.

Læs også:

:: Worldtölt - en rejsereportage

:: Worldtölt - den store finale


Hvordan forløber hingsteshowet?

Hingsteshowene er inddelt i to shows, ét for 4-gængere og ét for 5-gængere. Det fungerer således, at man afholder en ’b-finale’ for hvert show, inden de to hovedshows, eller a-finaler, om man vil.

De første 8 4-firgængere bliver præsenteret i fire heats af to hingste. Den bedste fra hver heat, går videre til A-finalen.

A-finalen i hingsteshowene er en spektakulær og interessant fornøjelse. Modsat alt andet, er det op til publikum, hvilken hingst de bedst kan lide. Dette afgøres af publikum med sms-stemmer.

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.