Select Language

Select Currency

Kan man ride distance på en islænder?

Af: Anne Phaff Ussing-Rosenkilde - Biolog og Distancerytter

”Kan man ride distance på en islænder.....?”

.....spurgte en dame, da jeg kom ridende på stranden ved Løkken, på islandshesten Siggi fra Myhren.
”Ja - det gør jeg da!” var mit undrende svar, og jeg var lige ved at fortsætte med ”- kan du ikke se det?”

Jeg nøjedes dog med at smile og vinke, for Siggi og jeg var ganske rigtigt undervejs på ruten ved Vesterhavsridtet, med både nummervest, hvid distanceridehjelm, pulsmåler på hesten og lammeskind under sadlen. Det var vores første start sammen i en pointgivende klasse, en LB på 45 km. Vi fulgtes på det tidspunkt med to arabere, som vi havde indhentet på stranden, selvom de red en anden klasse og var startet før os.

Siggi er en højbenet og meget hurtig hest, og især på den flade sandstrand kommer hans tölt og pas rigtigt til sin ret. Gode venner, som har en islænderrideskole i Thise, er så venlige at stille ham til rådighed for mig ved stævner, når min egen hest skal have en pause.

Jeg red første gang Siggi i en LC på 15 km, hvor jeg skulle ride sammen med to ponyryttere – den ene under 10 år, og så skal der være en ansvarlig ledsager. Siggi viste tydeligt, at han havde både lyst og evner til længere og hurtigere klasser.

De 45 km i Løkken klarede vi da også med fine resultater fra de tre dyrlægeundersøgelser, som indgår i et distanceridt af den længde. Der var ellers mange, som udgik i dyrlægekontrollerne til det stævne – også både arabere og engelske fuldblods.

Den søde dames interesserede spørgsmål bunder sikkert i, at man er nødt til at være ekstra omhyggelig med at kende hesten, ride efter dens evner, og lytte til dens signaler, når man rider distance på en islandshest. For kravene ved dyrlægeundersøgelserne er éns for alle heste, uanset race, størrelse og type. Desværre har DRF i år indført en reglementsændring, som gør at tølt ikke længere er tilladt ved mønstring for dyrlægen. Dvs man bliver nægtet starttilladelse, hvis hesten foretrækker tølt frem for trav. Desuden skal hestens puls være normal efter 20 minutter - dog 30 i internationale klasser.
Til stævner i Dronninglund plejer det at være 30 minutter også i de små klasser, fordi der er en km at gå fra målet til hvileområdet. Det skyldes, at målet ligger inde på selve slotspladsen, hvor man kun må ride i skridt, og derfor er det umuligt at lave et flot og effektivt opløb, ikke mindst i de klasser hvor der rides om kap i mål.

Man får hestens puls til at falde ved at køle den med vand, men islandske heste er bygget til at holde på overskudsvarmen - ikke at afgive den hurtigt, sådan som fuldblodsheste, ikke mindst arabere, er. Derfor har de brug for ekstra tid til at køle ned, og det kan være nødvendigt at begynde forberedelserne til dyrlægeundersøgelsen allerede mens man er ude på ruten, i stedet for at vente til man er kommet i mål.

"Naturligvis kan man ride distance på en islandsk hest. På Island har man jo i mere end tusinde år redet dagsmarcher på 60 km eller mere – endda ofte mange dage i træk. Det anderledes ved distancestævner er, udover dyrlægekontrollen 20 minutter efter ridtets afslutning (hvor islandsheste har brug for mere tid til at køle af), at det foregår som ”én rytter på én hest.

Der er altså heller ikke noget med at skifte hest undervejs, som man traditionelt gør på Island, hvor det er almindeligt at ride med én eller flere skifteheste, så rytterens vægt ikke skal bæres af den samme hest hele dagen. Islandske heste bærer jo en større ryttervægt i forhold til deres egen vægt end de fleste andre hesteracer gør – i hvert fald hvis de går med en fuldvoksen mandlig rytter".

Islandshesten er hårdfør og nøjsom, og specielt tilpasset til at klare sig i et koldt klima. Det afskydende kryds og den lavt ansatte hale beskytter hestens ædlere dele mod varmetab. Islandsheste har små næsebor og et mere overfladisk åndedræt, netop for ikke at miste for meget varme gennem udåndingsluften; de ”puster” derfor også mere end hesteracer udviklet til varmt klima, uden at det betyder, at de er udmattede.

Islandshesten er således god til at udnytte varmeenergien – og tilsvarende længe om at komme af med varmen og ned i puls. Distanceryttere, som rider på islandsheste, må være opmærksomme på, at de skal have længere tid til nedkøling inden pulskontrollen - ofte er man nødt til at begynde på nedkøling, allerede inden man rider gennem målet, hvis man skal nå det inden for de 20 minutter.

Åndedrætsfrekvensen, også kaldet respirationen, øges også når hesten er varm; så trækker den vejret overfladisk for at opnå en hurtigere afkøling. Dvs. dyrlæger uden speciel forstand på islandsheste kan, både når det er koldt og når det er varmt, tro at islænderen er forpustet, uden at den er det. Endnu en grund til at skridte et godt stykke inden målet, og til ikke at ride hesten varm i sidste halvdel af hver etape.

I Danmark er der efterhånden en hel del ryttere, som rider distance på islændere i de mindre klasser – typisk LC på 15-30 km. Én af dem er Nicolai Slavensky, som har redet distance fra han var ni år, på Andvardi fra Møllegård-Resen.

Enkelte går LB, og én, Christina Ulrichs Gnýr fra Kokholm, har gået mange LA’er (typisk 60-65 km) og også en enkelt MB (ca 85 km).

Der er for øjeblikket tre islandsheste registreret som konkurrenceheste i Dansk Ride Forbund, dvs. de går pointgivende klasser, hvor man skal have rytterlicens og konkurrencepas. Det er Siggi fra Myhren (ejet af Per Henrik Knudsen), Gnýr fra Kokholm, samt Gillir fra Stenhøjgård redet af Rikke Heinrichsen. Lise Bomholts Heimdalur fra Bækgaard er også godt på vej, han har gennemført LB, og ekvipagen har sågar været forrytter i en LA . Det betyder, at de går forrest i klassen, indtil det er forsvarligt at slippe feltet løs, så rytterne kan begynde at ride om kap.

Det sværeste ved at ride distancestævner på Siggi er, at han har en helt klar opfattelse af, hvornår vi er færdige.
Især i Dronninglund, hvor jeg hopper af lige efter målet og går ved siden af hesten over til hvileområdet, før vi kan begynde at sadle af og gøre klar til puls. Når vi skal mønstre i trav for dyrlægen, er jeg nødt til at sige, at det er en pasgænger, den traver ikke. Så får vi lov at "passe" i stedet for.

Men Siggi vil ikke, "Nej" siger han, "- vi ER færdige, jeg har gjort hvad du bad om, vi har været ude på flere slynger og er kommet tilbage, du har sadlet af, og nu skal vi altså ikke mere! Jeg er sulten og jeg skal tisse!" (Siggi tisser altid først når han kommer hjem.)
Jeg hiver og overtaler, intet hjælper. Så vifter jeg lidt med tøjlen hen mod hans bagpart - og SÅ kommer der fart i "drengen", NU kan han trave - endda så jeg engang har kuret på hælene i pløret, så både dyrlæge og skriver var ved at revne helt op til ørerne af grin over at jeg næsten satte mig ned i mudderet med mine lyseblå bukser. Men jeg holdt balancen, vi fik vendt højre om, og Siggi viste sin flotteste trav nogensinde.

Der kunne tages en hel billedserie af Siggis forskellige attituder når jeg skal mønstre ham efter ridtet; lige fra "Na-ha-aj - DET gider jeg altså ikke nu" (et C i oplagthed?) til "Så kom da dit drys - sagde du ikke vi skulle løbe?" (hvor oplagtheden er til A+). Som regel får vi gennemsnitskarakteren B i oplagthed efter ridtet – det betyder, at hesten er OK, men at det kunne være bedre. Et C betyder, at det ikke er godt nok, og ekvipagen udgår. A er naturligvis fint.

Desuden kan Siggi ikke lide at blive kølet med vand – det får pulsen til at stige. Da jeg kun rider ham til stævner, og vi bor i hver sin ende af landet, har jeg ikke mulighed for at træne det med ham. Så jeg må køle ham ved at tage det roligt – ikke noget med at ride om kap. Samtidig skal jeg være opmærksom på, om han fryser, så jeg har faktisk uldne dækkener med til stævner, selvom det er lidt usædvanligt for en islandshest. Pulsen stiger nemlig også hvis hesten synes det er koldt – eller bliver koldt når man tager sadlen af. Det betyder ikke, at den fryser meget, men blot at den bruger blodkredsløbet til at regulere temperaturen med. 

anne-phaff-ussing

Efter ridtet bruger de fleste ryttere ”karaktererne” på dyrlægekortet til at analysere, hvad man kan gøre bedre næste gang – også selvom man er godkendt i mål.

Et B for rygømhed kan tolkes som, at sadlen bør efterses, eller at man skal ride med et bedre underlag, eller med skind (lam eller rensdyr) allerunderst. Eller at man skal løsne gjorden mere gradvis, og køle hesten med koldt vand hvor sadlen har ligget. En let massage af rygmusklerne kan også hjælpe – det forbereder desuden hesten på, at nogle dyrlæger kan trykke ret hårdt, når de skal undersøge om hesten er øm.

Et B i tarmlyde, at man bør give hesten flere gulerødder og æbler undervejs – især gulerødder giver tarmene noget at arbejde med. Et B i dehydrering/slimhinder betyder, at hesten ikke har drukket nok, eller at den har svedt for meget. Køl den med vand på varme dage, giv elektrolytter (helst i vandet), og giv vådt foder (BetFor, Mash e.l.) og masser af æbler, hvis hesten ikke vil drikke undervejs. Æbler skåret i tynde skiver i vandet, og ro omkring hesten, hjælper også med at få den til at drikke.

Hvis rytteren er nervøs, så gå væk (find et toilet eller busk, eller spis en is hvis det er varmt og der er en kiosk) og lad hjælperen eller forældrene nusse kærligt om hesten imens. Intet smitter som rytternerver.

Foto: Anne og Siggi ved Løkken strand. Foto: Anne Mette Knudsen.

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.