Select Language

Select Currency

Når SI-leddet sidder skævt

Når SI-leddet sidder skævt

Lad os lige spole tiden tilbage til efteråret 2017.

Midt i et ellers mildt efterår, der indbød til masser af rideture, begyndte undertegnede - jeres skribent her hos Icehorse Media, at opleve skår i glæden.
Min hoppe begyndte pludselig at ændre adfærd. Hun var mere hidsig end normalt og hun strittede imod, når jeg forsøgte at ride ud på vores vanlige ruter. Derudover begyndte hun at protestere, når jeg ville løfte hendes bagben for at rense hove. Et eller andet var helt sikkert galt, men det var lige med at spore sig ind på, hvad det kunne være. Mange mulige årsager var oppe at vende, inden der begyndte at tegne sig et billede af, at smerterne måtte komme fra lænden.

Et hyppigt problem

Efter nærmere undersøgelse stod det klart, at lændesmerterne udsprang fra SI-leddet (også kaldet korsleddet). SI-leddet er konstrueret lidt anderledes end fx et kodeled eller et knæled. Det består nemlig af nogle flade led, der ikke er direkte forbundet, men som til gengæld holdes sammen af nogle kraftige ligamentstrukturer. Derfor er det heller ikke ualmindeligt, at der opstår skævheder i netop SI-leddet. Slet og ret fordi det simpelthen ikke sidder helt så godt fast, som de andre led.
Det helt store problem med skævheder i SI-leddet er, at det faktisk er det led, der ligesom forbinder hestens bækken med dens korsben - eller sagt på en anden måde: Det er det led, som forbinder bagparten med resten af kroppen. Når det så ikke sidder, som det skal, vil hesten ikke kunne bære sig korrekt, løfte ryggen ordentligt eller få givet et ordentligt afskub med bagbenene. Et skævt SI-led kan vise sig på rigtig mange forskellige måder, men typisk for vores islandske heste er det, at der opstår problemer med tölten. Ganske enkelt fordi hesten er hæmmet på bagparten, hvor kraften ellers skulle komme fra.

Skader på SI-leddet er ikke noget, vi kan se os fri for, da det er et hyppigt problem, der nemt opstår. Det kan rykkes skævt ved selv meget små manøvrer, som når hesten træder forkert, glider på folden eller synker ned i noget mudder og må trække til for at få hoven til at slippe. Sidstnævnte er noget, der er høj risiko for lige i denne tid.

Kiropraktik og kranio-sakral terapi

Min nyfundne viden om det skæve SI-led fik mig tilbage i december til at tage affære og kontakte nogle forskellige fagfolk, hvorefter min hoppe kom i kærlig behandling hos både en hestekiropraktor og en kranio-sakral terapeut. Resultatet var egentlig ganske tilfredsstillende, for leddet blev rettet og kilden til alle hestens spændinger var dermed fjernet. Desværre måtte jeg bare sande, at vi stadig ikke kørte på fuldt blus. Min hest var stadig meget stiv i kroppen og udviste ubehag ved øvelser, der ikke før havde givet problemer. Derfor satte jeg mig for at finde ud af, hvordan jeg bedst kunne hjælpe hende til at komme på toppen igen.

En dag i massagens og anatomiens tegn

I min søgen efter ny viden faldt jeg over et kursus med titlen “Hestemassage til husbehov”, som blev afholdt på Center For Dyreterapi i Hirtshals. Kurset lovede indsigt i hestens anatomi samt læring om grundlæggende massageteknikker. Umiddelbart tænkte jeg, at det var nyttig viden, som jeg godt kunne bruge, så jeg pakkede hesten i traileren og drog afsted. Kurset var todelt, så det bestod af lige dele teori og praksis. Jeg havde en klar forventning om, at jeg ville blive klogere på mine egne problematikker, men i løbet af den teoretiske formiddag fik jeg mange såkaldte aha-oplevelser, når der pludselig var noget, man længe havde undret sig over, der faktisk kunne spores tilbage til hestens måde at bruge sine muskler på.

Brug massagen forebyggende og til vedligehold

Det er selvfølgelig vigtigt at understrege, at hjemmemassage aldrig kan erstatte hverken dyrelæge eller andre behandlinger fra fagfolk - heller ikke fra professionelle hestemassører. Men derfor kan du og din hest stadigvæk opnå en masse gavnlige effekter af at benytte jer af massage. Det kursus jeg var på, gav præcis dét, som det lovede. Det lærte kursisterne at massere “til husbehov”. Det vil sige, at jeg nu kan mærke min hest igennem for spændinger og sætte ind med en enten forebyggende eller en vedligeholdende massage, hvis der opstår mindre ømheder. 

Det betyder også, at jeg nu selv har mulighed for at massere de ømheder og spændinger, der stadig sidder i kroppen på min hest, som følge af skaden i SI-leddet. Jeg kan se, at det giver hende velvære, hun er blødere i kroppen og hun protesterer - heldigvis - ikke længere, når jeg rider. Hvad der startede med megen frustration tilbage i efteråret 2017, har derfor fået en rigtig god afslutning og min hest og jeg kan igen ride skoven tynd uden smerter.

Hesten reagerer under massage

En typisk reaktion under massagen.

Vil du også lære at massere?

Hvis du også har fået mod på at give dig i kast med hjemmemassage, så vil vi her hos Icehorse Media anbefale dig at starte med at kontakte en dygtig læremester. Enten i form af en certificeret hestemassør eller et professionelt kursussted. Vi kunne nemlig sagtens give dig en masse gode råd til, hvordan du masserer din hest derhjemme. Men det skrevne ord kan tolkes på mange måder, så for at være sikker på, at du anvender massageteknikkerne rigtigt, så sørg for at få dem vist i praksis. På den måde opnår du også større viden om, hvornår det er en god idé at massere og hvornår det er en god idé at lade være. Vidste du f.eks., at du aldrig må massere på en syg hest? I det tilfælde kan sygdommen nemlig spredes hurtigere, end den ellers ville have gjort. Eller at du ikke må massere din hest hver eneste dag? For så vil den ikke kunne nå at restituere og du vil dermed gøre mere skade end gavn? Faldgrupperne er ikke mange, men de er der. Så sørg for at være sikker på, hvad du gør, før du går i gang med at opnå alle de goder, som massagen bringer med sig.
God massagelyst!

Introbillede: Med hoppen Björk på Center for Dyreterapi i Hirtshals

Login to post comments

Relaterede artikler

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.