Select Language

Select Currency

Hvornår skal heste tilrides?

Gennemsnitligt startes løbsheste op som 1,5 års, storheste startes op som 3 års og vi i “islænderverdenen” begynder hestenes tilridning i 4-5 års alderen.

tilridning-artikelMen hvornår er hesten klar til at blive taget i brug? Hvornår er hestenes knogler og led klar til den belastning, som de udsættes for under ridning?

I føllenes fosterstadie anlægges hver knogle først som en bruskmodel, som forbener efterhånden ved, at der indlejres calcium og fosfor i den.

Føllet fødes derfor med en hel del brusk i knoglerne, som omdannes til knoglevæv i takt med væksten. Væksten af brusken er størst i de lange knogler i benene, hhv. piben, underarmen og underlåret, og hestens forbening af knoglerne sker derfor i disse områder først. Man siger, at hestens tå fra koden og ned er færdigudvokset indenfor det første leveår og at vækstzonerne herefter forbener senere og senere, jo længere oppe mod kroppen, de befinder sig.

Når alle knogler er forbenede, vokser de ikke længere og knoglerne har herefter samme længde resten af livet.

For alle hesteracer, ligemeget om det er en islandsk hest eller en fuldblodshest, gælder det, at vækstzonerne næsten alle er helt forbenede, når hesten er 3,5-4 år. Ifølge artiklen “Growth and development in the equine” af William Martin-Rosset fra 2005 kan selve vokseperioden for heste strække sig helt op til 7 år for nogle racer, før de er fuldt udvokset i muskelmasse og kropsvægt.

Hård træning før hestens knogler er stærke nok kan give hævede ben og halthed. Dette kan i visse tilfælde give varige skader på hesten, hvis der ikke tages ordentligt hensyn. Knogler har brug for at forstærke sig og skabe en tilpasning til hård belastning og en tidligere forstærkning af knoglevævet kan bl.a. opnås ved at give føl og plage mulighed for rigelig motion på fold.

Derudover er det meget vigtigt, at de unge heste får de rette mængder af protein, calcium og fosfor i foderet, for at knogledannelsen kan foregå bedst muligt. Dog er der andre faktorer såsom hestens psykiske tilstand, som ogsåer en væsentlig faktor for, om hesten er klar til tilridning. Man bør derfor yderligere altid vurdere ud fra den enkelte hest, hvornår den er klar til tilridning.

Kilder:

Falk-Rønne, J., Fræhr, E., Clausen, E. (2011), “Hestehold - en grundbog”, Landbrugsforlaget

Martin-Rosset, W. (2005), “Growth and development in the equine”, EAAP publication No. 114, Wageningen Academic Publishers

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.