Boganmeldelse af “En halv parade”

På islaendere.dk´s besøg på Hest og Ryttermessen 2016 fanger vores øje en nyudgivet bog med en titel, der må tage præmien som den mest oplagte nogenside!!

en halv parade karinaBogen hedder “En halv parade” og er skrevet af tidligere konkurrencedressurrytter, dressurdommer gennem 10 år og underviser Karina Watson Olsen. Fælles kærlighed til den islandske hest bliver indgangsemnet til en dejlig samtale! Og da Karina løfter sløret for, at hun nu rider islandsk hest og arbejder på en efterfølger til sin første bog kaldet “En halv parade – på den islandske hest”, får hun hurtigt vores fulde opmærksomhed!


En (u)lykke

Det viser sig, at Karina Watson Olsens forfatterbaggrund udspringer af en alvorlig rideulykke i 1999. Ulykken på konkurrencevallakken Wincent tvinger Karina af hesteryggen og hendes fokus flyttes til at arbejde med Wincent fra jorden. Hun kæmper i en lang periode med mén fra ulykken, og i sin genoptræningsperiode må hun lære at samarbejde med ham for finere hjælpere end tidligere i kraft af, at hendes helbred og kræfter er blevet svækket. Ulykken tvinger så at sige Karina til at økonomisere med sine kræfter og dermed til at opdele sin ridning i “små bidder”, da hun ikke har samme udholdenhed og fysik som tidligere.

I bogen skriver hun: “Jeg arbejdede i lang tid udelukkende med ham fra jorden, og det gav mig stor forståelse for hans måde at bevæge sig på, og jeg lærte dermed også at træne ham med henblik på at forberede ham og forbedre ham, til når jeg igen kunne ride ham. Det gav mig en ny dimension af det at have en hest og en bedre forståelse for hestens adfærd.”

Hændelsen får betydning for Karina både som rytter og som underviser. Hun tvinges ud i at ændre sin tilgang og tankegang, og ulykken bliver den øjenåbner, der gør hende skarp og præcis i sin timing og sin kommunikation både som rytter, underviser og nu også som forfatter. Det er tydeligt, at bogen er skrevet fra ud fra Karinas store viden som dressurdommer og sin erfaring med formidling som underviser. Hun anvender et lettilgængeligt hverdagssprog, der kommer fra hjertet.

Bogen er yderst detaljeret i sine beskrivelser af både opgaver og øvelser, og man fornemmer, at der står en indfølende og tålmodig kommunikator bag. I kraft af sin erfaring som underviser formår Karina Watson Olsen nemlig at redegøre for svære fænomener på en forståelig og pædagogisk facon, og på én og samme måde som Karinas aktive rytterliv sættes voldsomt tilbage, for langsomt at blive genoptaget bid for bid, føres du også gennem et forløb i bogen startende fra den gode grundridning til de lette dressurklasser.


Koste og lommelygter

Rytterens opstilling og grundlæggende hjælpere som sæde, schenkler, fødder (vægt), mavemuskler, hænder og arme gives god plads i starten, og danner grundlaget for de videre afsnit, hvor Karina giver dig opgaver, der er fundamentale for det gode grundarbejde. Opgaverne er grundlaget for bogens senere afsnit om hvordan, man rider de klassiske dressurøvelser. Du får bl.a. fuldkomne beskrivelser til, hvordan du lærer “at kunne ride på lige spor”, “at kunne ride buet spor” osv.

“På alle lige spor skal du sidde fuldstændig lige. Dit brystben, din lommelygte skal være tændt og pege ligeud midt i mellem hestens ører, og din lynlås skal være i midten”

Et beretterunivers som ovenstående er formentlig ikke anvendt før i en bog, der omhandler kunsten at lære at ride dressur. I bogen møder du både “lommelygter”, “lynlåse”, “kosteskafte” og mange andre meningsgivende metaforer, som bruges, når vejen mod at kunne ride sin ganger ubesværet, i balance, for lette hjælpere med udgangspunkt i hestens natur og rytterens fysik skal forklares.

Indforståede begreber som: “flyt bagparten”, “at stille hesten til eftergivenhed”, “flyt hestens skulder” bliver skilt ad og forklaret i mindste detaljer, som var det fremgangsmåden på en kageopskrift. Karina Watson Olsen tager ikke noget for givet, og gør sig stor umage med at forklare nøjagtig den rækkefølge, du optimalt skal gøre tingene i for at lykkes med opgaven.

Herpå følger en lang række øvelser, hvor Karina Watson Olsen har øje for både udfordringer og fejl med udgangspunkt i, hvordan øvelserne optimalt rides og bedømmes udfra hæftet “Fordringer i dressur” fra Dansk Ride Forbund. Øvelserne kan være en ordentlig mundfuld at rumme ved læsning af bogen på én gang. Derfor anbefales bogen som et stærkt inspirerende opslagsværk, du kan vende tilbage til, og læse i det tempo, som din træning skrider frem (eller tilbage) i.
Øjet for at træning med din hest både rummer frem- og tilbageskridt er én af bogens allerførste pointer. “For et menneske, er det afgørende, at man har stor bevidsthed om sig selv, når man vil ride dressur”…. “Bliv god til at prøve dig frem, så du kan forblive løsgjort og fleksibel i kroppen. Mærk efter din hest og brug dens reaktioner til at finde den rette balance for såvel dig som hesten. Aflæs og lyt til hesten, når du rider den, for dén er i virkeligheden den bedste giver af aha-oplevelser.”

For nogle læsere vil ovenstående givetvis blive forstået som en kliché, for vi ved det godt! Indimellem er det bare så pokkers svært og motorisk krævende at anvende sine signaler med rette timing: “Det ene øjeblik skal hesten korrigeres med en fremaddrivende hjælp, det næste skal en skulder rettes ind eller bagparten aktiveres, så hesten fortsat går helt lige, og i næste øjeblik igen skal hesten i en øvelse vise, at den kan flytte bagbenene op ad sporet”.

Derfor er opmærksomheden på nuet, og følelsen af samarbejde et gennemgåede tema i bogen.
“Opskrifterne” er midlet til at få dig som læser gjort opmærksom på hver eneste lille ting, du foretager dig i sadlen.

En bred læserskare
Er du på et tidligt trin i din rideudvikling vil du, hvis du får rideundervisning, kunne nikke genkendende til at blive bedt om at lave en halv parade… Er du blandt dem, der nikker indforstået, når underviseren beder dig om det, selvom du er i tvivl om, hvordan man gør……? Så har du krav på en forklaring! Ikke alle hestefolk har samme forståelse af, hvorledes en halv parade føles, udføres og hvad den har til formål.

“En halv parade” er bogen, der lærer dig at skille din ridning ad bid for bid, for derefter at hjælpe dig med at samle den igen. Den opmuntrer dig til at sætte dig i sadlen, såfremt du går til og fra bogen, efterhånden som dine evner udvikles og samarbejdet med din hest bærer frugt.

Læser du hele bogen på én gang vil den formentlig føles overvældende og ryttere på et tidligt stadie af dressurridning vil måske tænke, at dét dressur, det lærer jeg aldrig! Derfor skal bogen ses som et fantastisk understøttende element til din og din hests “træningstrappe”, når du træner på egen hånd i dagligdagen, og som et supplement til den rideundervisning, du måske allerede modtager. Forklaringen på den halve parade og mange andre indforståede udtryk indenfor dressurundervisning giver Karina sit personlige bud på ved hjælp af et nyt fælles sprog og forståelsesgrundlag. Derfor er bogens første del optimal for dig som er ny i dressurverdenen.

Øvede og meget øvede ryttere vil også have glæde af bogens nye “fælles sprog” og forståelses-grundlag samt de trinvise guides. De vil rette din opmærksomhed punkt for punkt mod hvordan, du udfører dine opgaver. En meget øvet rytter vil formentlig nikke genkendende til de beskrevne teknikker. De sidder på din rygsøjle, og udføres pr. automatik. Men de metaforer Karina Watson Olsen anvender, vil helt sikkert tilføre en dimension til samarbejdet mellem dig og din hest, og du vil kunne mærke, at du “taler med” en forfatter, der er i besiddelse af en høj grad af ballast og erfaring.
Indenfor islænderverdenen bruger de fleste øvede og meget øvede ryttere klassiske dressurøvelser i forvejen, da de virker smidiggørende, løsnende og samlende og derfor naturligvis har en positiv effekt på hestens evne til at bære sig i gangarterne. Og med tendenser som Gæðinga dressur er “En halv parade” en gave for islændereryttere på alle niveauer.
Du behøver derfor ikke at vente på bogens efterfølger – du kan ligeså godt starte her, og følge Karina Watson Olsens forfatterskab nu. Der vil komme meget mere at glæde sig til fra hendes hånd.

SPECIALTILBUD FOR LÆSERE PÅ ISLAENDERE.DK
Vi er glade for i samarbejde med forlaget EgoLibris at kunne tilbyde jer 10% rabat på køb af e-bogen. Klik blot på linket her http://egolibris.com/bogshop/alle-boeger/en-halv-parade/ og indtast ISL i rabatkode feltet.

(OBS d. 8/4: EgoLIbris arbejder på at opdatere webshoppen mhp. at få rabatkoden til at fungere, så hav tålmodighed:-)) )

Ønsker du at købe den fysiske udgave af bogen skal du sende en mail til info@egolibris.com og skrive samme rabatkode samt navn og adresse. Porto tilkommer prisen.

en halv parade bog

Spread the love