Remove From Favorite Add To Favorite

Avl på godt hoppemateriale

Af Maria Ammitzbøll

Her taler vi om avlere med en eller flere kårede hopper, der allerede har været igennem small, og mediumfasen, og er kommet til den erkendelse af, at der skal rigtigt godt hoppemateriale til for at avle et supergodt føl. Sandsynligheden for at avle eksempelvis en god hals er større, når både moderhoppen og hingsten ligeledes har en god hals – banalt og indlysende, men mange uerfarne tror og håber, at hvis bare hingsten er verdensmester, så bliver føllet det også, uanset moderhoppens kvalitetsniveau. I denne kategori arbejder vi ud fra, at en god avlshoppe giver flere muligheder for at lave det bedste match.

Følbedømmelser er nyttig viden.

Her taler vi om en kategori af avlere, der også udover kåringsresultater mv. bruger lidt tid på at se på føl. Nu er det ikke bare hingsten og hoppen, som er det primære,
men ligeledes hvordan er hingstens og hoppens avlsmæssige værdi. Når man vurderer føl, så ser man på om afkommene er velrejste med udstråling, virker de
smidige og med gode bevægelser? Viser føllene flere gangarter og kan skifte mellem gangarterne så let som ingenting, så er vi på vej mod de rigtig fine føl.

Deltagelse ved følshow og særligt følbedømmelser er meget nyttige og lærerige, da det kræver træning at vurdere føl. Når man en hel dag har vurderet og kigget på 15-20 føl, så bliver det nemmere at skelne de gode føl, frem for de dårlige.

Det interessante ved følbedømmelser er, at vi hermed på et tidligere tidspunkt kan vurdere en hingsts afkom uden at skulle vente de 5-6 år på, at de er rideklare. (se i
øvrigt artikel om følbedømmelser andet sted i bladet).

Hvilken erfaring giver hoppen?

En rigtig god hoppe skal som oftest prøves i kombination med flere forskellige fine hingste, før man finder den bedste løsning. Når man avler på kårede hopper har man foruden blup jo også et kåringsresultat til at supplere sin avlsmæssige viden om hesten på. Vel vidende at et kåringscertifikat ikke er et endeligt billede på hestens
kvalitet, så er det et godt bidrag til at lære sin hoppe at kende på. Ligeledes kan træneren/kåringsfremviseren også bidrage med nyttig viden om hoppen til at sikre
det bedst mulige kendskab at avle ud fra. Som avler kan det være nyttigt at blive udfordret på sine avlsmål, også her vil jeg anbefale, at man bruger andre avlere til
faglig sparring og inspiration. Andres erfaringer og viden kan være nyttig og være med til at åbne øjnene for nye ideer, selvom man i denne kategori måske kan synes,
at man ”er godt kørende”. Det er vigtigt som avler ikke at blive for blind for egne hestes svagheder, hvis man ønsker at forbedre sin avl.

Hvis hingsten er god, så er farven underordnet i forhold til resultatet

Her taler vi også om avlere, der ikke fokuserer på at avle bestemte farvekombinationer. Hvis hesten er rigtig god, så er farven som regel ligegyldig uanset om hingsten er sort eller rød eller almindelig brun. Tænk på Garri fra Reykjavik, Viktor fra Diisa, Pa fra Egefjord og Magnus fra Dalur, som blev repræsenteret selv eller ved afkom ved VM 2009 – de har ganske almindelige farver.

Farven er det kosmetiske, og først når alle de andre faktorer ved bygningen og rideegenskaberne er optimale, giver det avlmæssig mening at forholde sig til farven.
Selvfølgelig er nogle hestefarver mere salgsbare end andre, men dette siger intet om hestens kvalitet som ridehest, som er denne artikels fokus.

Jeg har bevidst valgt ikke at fremhæve særlige hingstetyper frem for andre, men i anledningen af Orri frá Þúfu særlige festår, vil jeg blot fremhæve et par karakteristika ved den gamle avlsmatador. Han er nemlig kendt for at avle heste med store rummelige bevægelser, som oftest et rigtig godt ridehestesind, stærk tölt, gode hove og masser af man og hale. Hans svagheder har været en lidt tung forpart i hans første årgange, dette har ændret sig og efterfølgende har han sønner med nogle af verdens bedste bygningskarakter.

Afslutningsvis vil jeg ønske alle avlere rigtig held og lykke med jeres avlsarbejde, den eneste genvej ligger i at arbejde med en rigtig god avlshoppe resten er op til hingstene, og hvorvidt kombinationen er den rigtige, vil tiden jo vise.

Spread the love