19 aug At ride fastelavn

“Nu det jul igen, og nu det jul igen og julen varer lige til påske. Nej det er ikke sandt, nej det er ikke sandt, for indimellem kommer fasten.”

Vi kender alle den gode gamle julesang. Sangen og melodien kan spores tilbage til før 1700-tallet og kendes fra de gamle (voksen) legestuer. Så hvad dækker verset om fasten egentlig over?

Ordet fastelavn er et middelalderligt, plattysk ord ‘Vastel-Avent‘, som burde være fordansket til fasteaften, aftenen før fasten. Det blev altså til fastelavn. Det var en gammel tradition fra år 600, at man fastede 40 dage som optakt til påsken. Både fastelavnsaften og i dagene op til fasten spiste man ekstra godt for at ruste sig til den kommende faste. Fastelavn udviklede sig hurtigt fra at være en enkelt aften, hvor man fik lidt ekstra godt at spise, til et regulært orgie, hvor man smovsede og festede igennem i flere dage, og i den forbindelse spillede hestene også en rolle.

Men fastelavnsfestlighederne var langt fra uskyldige og med nutidens øjne kan løjerne forekomme både frastødende og vulgære. Fastelavn i 1600-1800-tallet kan ikke sammenlignes med den fastelavn vi kender i dag, det var en voksenfest, hvor grænserne var ophævet, hjemmene åbne, mænd i kvindedragter, kvinder i mandsdragter: alle mere eller mindre berusede og det måtte nødvendigvis gå galt.

Fastelavnsmandag var den største dag i bondesamfundets fastelavn. At ride fastelavn var den mest almindelige skik. De unge mænd var i deres stiveste puds og hestene pyntede med kulørte bånd og bjælder. Rytterne red rundt til sognets gårde, der blev spillet musik og sunget og rytteriet blev beværtet med brændevin og æbleskiver alle vegne, mens de samlede penge og mad ind til fastelavnsgildet, som alle beboere blev indbudt til. Det var en festlig skik – men ikke for dem, som optoget ikke besøgte. Om aftenen var der fest, hvor ungdommen dansede og gantedes til den lyse morgen.

Gifte folk deltog dog ikke i dette fastelavnsridt. De løb i stedet fastelavn, hvilket vil sige, at de klædte sig ud og gik på visit hos venner og bekendte for at lave sjov med dem. Her blev alle godt trakteret, især med flydende varer, og værtsparret skulle så forsøge at genkende gæsterne. Blandt de mere besynderlige forklædninger var, at mænd iførte sig kvindedragt og omvendt. Kirken var rasende over dette, da mandstøj på en kvinde og vice versa ifølge 5. Mosebog var Herren en vederstyggelighed.

Legen: “At stikke til stråmand” var for jævne danskere en fastelavnsfornøjelse, der latterliggjorde fyrster og herremænd, idet ridderturneringer oprindeligt netop var forbeholdt overklassen. Under denne leg blev en figur, lavet af halm, iklædt gammelt tøj og dernæst anbragt på en stang. De udklædte ryttere skulle så med en stang eller et spyd stikke til stråmanden.

En anden populær leg, hvor hesten indgik som statist var: “Gåserenden“, som var en meget yndet skik. Ryttere red uden saddel og tøjler frem mod en gås ophængt levende i benene i en snor i en sådan højde, at rytterne kun med besvær kunne nå den. Rytterne skulle så forsøge at knibe hovedet af gåsen. Det skulle ikke være alt for let, så gåsen havde fået smurt halsen ind i sæbe eller fedt. Denne tradition varede på nogle egne ved helt op til 1800-tallet. Stakkels gås! Overlevede den både Mortensaften og juleaften, kunne den blive levende statist i fastelavnsløjerne.

Kirken var voldsomt modstandere af denne fastelavnsfestivitas og allerede i 1500-tallet blev det forbudt for præster at løbe fastelavn, og i 1595 ramte forbuddet også de københavnske studenter. Al fastelavnsløben blev forbudt både i 1629, 1636, 1643 og i 1683. Forbuddet virkede. Inden år 1700 var fastelavnsløben nemlig ophørt langt de fleste steder.

Billedmateriale: Maria Juul Pedersen