Indledning hestens farver

Hestens farver har fascineret mennesket allerede før hestens tæmning.

På hulemalerier forskellige steder i verden, er der afbilledet heste i creme lignende nuancer og plettede heste meget lig nutidens Knabstrupper og Appaloosa. Op gennem tiden, efter mennesket målrettet begyndte at præge avlen, har forskellige kvaliteter, heriblandt forskellige farver, været på mode. Frem til middelalderen var det i Europa populært med de prikkede leopard heste (det gen, der giver Knabstrupperen og Appaloosaen deres pletter).

Dette var måske fordi, den specielle farve gjorde det nemmere at genkende de tamme heste fra de vilde, men dette behov ophørte omkring middelalderen, eller måske blev det blot mere populært med en ensfarvet hest. I mange racer var det anvendt kun at avle efter en eller to bestemte farver. Et godt eksempel herpå er Frieseren, der er kendt for sin sorte farve.

Hos Fjordhesten avlede man udelukkende efter blakke heste, der i dag har gjort, at alle hestene i denne race er blakke udover deres øvrige farve. Blak kaldes også vildhestefarven og betegnelsen zebrastriber, der anvendes om de striber hesten kan få på sine ben er da heller ikke uden grund. Blak menes nemlig at være den oprindelige farve for alle heste. Alle zebraer og flere typer af vildæsler er nemlig brunblakke ud i det der må betegnes som det ekstreme, men nærmere om dette senere.

I hele den islandske hests historie har den været anerkendt for sine farver. Vikingerne har værdsat smukke og unikke heste og farverne har været vigtige. De har været medtaget i sagaer og fortællinger og ofte givet anledning til kreative navne. Det har også været tale om praktiske årsager. Man har skulle kunne genkende hestene, skulle der sendes en fremmed ud og hente en hest, har man blot kaldt den ved dens farve og ofte ved dens aftegn.

Der findes dog masser af beretninger i sagaerne om, hvordan man har sammensat stod med hingste og hopper af bestemte farver og mange stutterier har gennem tiden været kendt for at avle efter bestemte farver. Mest kendt er måske Kirkjubæs røde heste, men også andre gårde havde unikke særtræk i udseendet, som de avlede efter. Farveavl har altså også været et ”emne” dengang.

Der findes over 100 forskellige betegnelser for farver og nuancer på islandsk, dette demonstrerer også, hvor stor betydning man har tillagt farverne. Mange af disse nuancer, som man ved i dag, er faktisk genetisk ens og udfaldet af nuancer er i høj grad tilfældigt.

Selvom den islandske hest regnes for at være en af verdens mest farverige racer, besidder de kun farverne fra de europæiske heste, der blev medbragt til Island for over 1000 år siden. Når jeg siger dette på denne måde, er det fordi der findes en lang række af farvegener, der aldrig nåede med til Island eller i hvert fald ikke slog igennem i hesteavlen frem til i dag.

Gener muterer hele tiden. I både Nord- og Sydamerika findes farvegener, der først er opstået efter hestene fandt vej over Atlanterhavet. Et gen, der medvirker til forskellige hvide aftegn kaldet KIT-genet, som er kendt for at mutere ofte. Der findes måske 100 eller 200 mutationer her, hvoraf man kun har identificeret omkring 20. En del af disse kaldes White spotting eller dominant hvid (W) på dansk. Også hos islænderen er der opstået unikke mutationer her.

Nemlig W8, som findes i hoppen Þokkadís vom Rosenhof, født i 2003, samt i enkelte af hendes afkom. W21 er fundet i hingsten Ellert frá Baldurhaga, født i 2013. De fleste mutationer er for små og uanselige til at blive opdaget eller camoufleres ofte af andre gener.

Sandsynligheden for at mange flere farvevarianter er opstået gennem tiden og uddøde igen er stor, men på grund af mennesket, der bevidst har valgt at avle på en kvalitet som farven, er mange varianter blevet udbredt og almindelige. Vi må huske på, at selvom det kan være spændende med flotte farver, bør disse aldrig blive en førsteprioritet, når vi snakker hesteavl. Samtidigt bør vi have i mente at sørge for at bevare vores brede spektrum af farver blandt islænderen, da vi ikke har mulighed for at få dem igen, hvis de først forsvinder.

Fordi farvegenetik området er noget der udvikler sig så hurtigt i nyere tid, efter hurtigere og billigere metoder til gentestning er opstået, har genetik området rykket sig enormt og har aflivet mange myter og misforståelser, der dog stadig hænger ved hos mange.

I den kommende serie, vil jeg forsøge at opklare nogle af disse mysterier og udrede nogle af de mest kendte misforståelser, men mest af alt give et indblik i, hvordan hele farvemysteriet hænger sammen fra et genetisk perspektiv.

Kristina Vang Brinkmann Thomsen er Biolog, har i mange år beskæftiget sig med farvegenetik og holdt foredrag omkring emnet. Vi er indgået et samarbejde med Kristina om at udarbejde mere dybdegående artikler omkring farvegenetik med opdateret viden. Vil du få besked, når dette bliver lanceret? Svar kort på e-mail ved at klikke her og din e-mail adresse bliver gemt.

Kilder og yderligere læsning:

http://science.sciencemag.org/content/356/6336/442.long 

Þorkelsson, F. Litir Íslenska hestsins (The colors of the Icelandic Horse) er god hvis man vil se på billeder af fænotyper og se forskelle i følpelsens farver i forhold til deres endelige farver, men den genetiske information må man tage med et gran salt.

Generelt bør man forholde sig kritisk når man benytter bøger som sin informationskilde om genetik. Farvegenetik er et felt der hele tiden udvikler sig og selv i bøger af anerkendte forskere findes der fejl i betegnelser og opfattelser af arvegange, fordi denne viden konstant udvikler sig.

 

Indledning hestens farver

Login to post comments

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.