Sidst oprettede salgshest:

Den oplagte T2 hest
(Heste til salg / Hopper)

Den oplagte T2 hest
11-17-2018

Talent Team Nord - Fælles mod toppen

Der er tæt pakket i den lille rytterstue.

Ikke kun fordi der er kaffe på kanden og dejligt varmt derinde - men også fordi der er store vinduer ud til den tilstødende ridehal, hvor trænerteamet Katrine og Annika Skrubbeltrang er i fuld gang med at undervise en af dagens mange ekvipager.

Træningen bliver nærstuderet af en flok meget opmærksomme øjne og der er hestesnak i alle kroge. Talent Team Nord holder fællestræning og vi er med på sidelinjen.

En ny klub med ambitioner

Talent Team Nord er et nystartet talentudviklingshold, der lige nu tæller 12 piger i alderen 11-19 år. De fleste af dem er fra området omkring Frederikshavn, men også to piger fra Nibe er med på holdet, der mødes til fællestræning hver 3. uge.

Målsætningen er klar: “Vores mål er, at alle 12 piger kommer til DM. Det er ikke sikkert, at det lykkes. Men det er det, vi stiler efter”. Udmeldingen kommer fra en af de engagerede forældre, der har været med til at starte teamet op. Men selvom ambitionerne er høje, så betyder det ikke, at rytterne sættes af holdet, hvis resultaterne udebliver: “Pigerne bliver vurderet, og de får at vide, hvis de ikke er gode nok. Men alt med måde. De skal også have lov at være her og de skal også have lov at være børn. De vil gerne det her, så vi føler også, at vi er nødt til at hjælpe dem og gøre noget for dem. Men de skal også have lov at være med. De skal ikke presses, bare fordi vi som forældre, synes de skal vinde. Det skal være for pigernes skyld og på deres præmisser”.

Sammenhold og kærlig konkurrence

Ridning er en ensom sport - og måske især islænderryttere oplever at kunne føle sig alene med deres interesse. Mange har hestene hjemme hos sig selv og kommer ikke ud på store rideskoler i selskab med ligesindede. Derfor er sammenholdet på Talent Team Nord også noget af det, som både ryttere, forældre og trænerteam fremhæver som det allerstørste plus ved det nystartede hold. Forældregruppen har lagt mærke til, at selvom mange af pigerne rider mod hinanden i de samme klasser, så bakker de hinanden op og er glade på hinandens vegne, når det er holdkammeraterne, der vinder.

Træner Katrine Skrubbeltrang er enig: “Rytterne rykker sig her på holdet. Ikke kun træningsmæssigt, men også på det sociale parameter. De hepper på hinanden og får et sammenhold, der er guld værd på stævnebanerne. De andre piger ved, hvad man kæmper med. De er sat ind i tingene og har en forståelse for hinanden”.
Søsteren Annika Skrubbeltrang, der også er tilknyttet Talent Team Nord som gæstetræner og mentor, er enig: “Man kan bare føle sig så alene, når man rider ind på en stævnebane. Så man skal ikke undervurdere værdien i, at der står nogen på sidelinjen og hepper. Det giver altså lige lidt ekstra i både sig selv og hesten, når man kan høre, at holdkammeraterne er med. Og går det ikke helt som det skal, så er der også altid en skulder at græde ud ved”.

Når der er nerver på til stævnerne, så støtter pigerne hinanden. Og til træning lærer rytterne meget, at af se hinanden ride. Men selvom sammenholdet og holdånden er i top, så betyder det ikke, at der ikke er plads til kække bemærkninger og kærlig konkurrence: “Man kan godt drille hinanden lidt, når man rider mod hinanden. Hvis der fx er nogle dumme fejl. Men når alt kommer til alt, så holder vi sammen”, lyder det fra de talentfulde piger.

Ny kultur i sporten

Katrine Skrubbeltrang er fast træner på Talent Team Nord og har også været med til at starte holdet op. Men det har aldrig været med den hensigt, at pigerne alene skulle ud og jagte førstepladser. Selvfølgelig er det altid sjovt at vinde, men når man er på holdet, så handler det i lige så høj grad om fællesskabet omkring de islandske heste: “Min søster og jeg ser os selv i de her piger. Vi har selv været unge engang, vi har selv været ude til stævner og vi har selv manglet den opbakning, som pigerne får her - både fra deres forældre og fra hinanden. Men det handler ikke kun om at kunne skrive på Facebook, at man er blevet nummer et. Det er lige så meget at kunne sige hold k*** nogle søde veninder, jeg har fået. Hvis man har det godt, og er positiv, så yder man også bedre”.
Pigerne på Talent Team Nord har da også lagt mærke til, at deres sammenhold er et sjældent syn ude på stævnepladserne, hvor mange holder sig lidt for sig selv. De mener i høj grad, at der er brug for at samle folk og få en mere åben tilgang til tingene ind i sporten.

Fremtidsplaner og ønsker

Når Talent Team Nord mødes til træningsweekend, så er der selvfølgelig rideundervisning på programmet. Men det er også planen, at der skal indtænkes noget teori. Dagen inden vi mødte pigerne, havde de haft besøg af dommer Tenna Lund, der satte fokus på, hvad det er, en dommer ser på, når der bliver redet stævne og hvordan rytterne kan forbedre deres karakterer.
“Vi har også snakket om, at vi skal udvide, så vi som trænerteam putter andet end rideundervisning på programmet. Nogle af dagene kunne vi fx lave noget uden hest. Det kunne være fysisk træning. Selvfølgelig ikke forstået på den måde, at pigerne skal ud og være triatleter allesammen. Men en træning der giver pigerne en bevidsthed om, hvad for nogle muskler de skal bruge, når de rider. Det kunne også være, at vi skulle køre noget mental træning, hvor vi arbejder med de nerver, der kommer, når man skal ride stævner”, forklarer Annika.
Mange af pigerne på Talent Team Nord kommer ud af hestetossede familier og har redet siden de var blot et par år gamle. De er alle meget dedikerede og træner hver dag for at nå deres mål. Træner- og mentorteamet hjælper dem et langt stykke hen ad vejen, men på spørgsmålet om, hvad der skal til for at talentudviklingen kan udvikles yderligere, har rytterne en helt klar idé:
“Vi kunne virkelig godt tænke os, at man kunne lave nogle cups blandt ungeholdene. Det kunne være fedt, hvis vi kunne få lov til at ride mod andre hold tilsvarende os selv”.
Trænerteam og forældregruppe er helt enige med pigerne og ønsker sig også nogle rene juniorstævner, hvor pigerne kan prøve formen af. Og sidder man derude og får lyst til at starte et tilsvarende hold op, så er man meget velkommen til at tage fat i Talent Team Nord, der gerne hjælper til med tips og gode råd til, hvordan man får stablet et hold på benene.

Bliv en del af Talent Team Nord

Talent Team Nord er med sine 12 ryttere lige nu lukket for tilgang af nye talentfulde piger og drenge, da det er vigtigt for styregruppen, at der er fokus på de ryttere, der er med. Det betyder dog ikke, at man skal opgive drømmen, hvis man sidder og håber på at få lov at komme med på holdet. Hvis nogen hopper fra pga. alder eller interesse, er der nemlig masser af plads til nye ekvipager. Der er allerede oprettet en venteliste, så man er velkommen til at kontakte holdet for mere information: “Der er ikke som sådan nogle optagelseskriterier, men vi ser gerne, at aspiranter har redet nogle A-klasser. Og selvom der kun er piger på holdet nu, så er drenge altså også meget velkomne” afslutter en af de stolte forældre, der troligt sidder på sidelinjen og overværer holdets fælles vej mod toppen af podierne.

Du kan læse mere og kontakte Talent Team Nord på Facebook

Talent Team Nord - Fælles mod toppen

Login to post comments

Relaterede artikler

Har du læst...?

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.