Pararytteren & islænderen

Jeg hedder Cecilia Rosell og er indehaver af facebooksiden “Pararytteren og islænderen”.

Jeg er 17 år gammel og det man kalder en pararytter, som dog har valgt at skifte storheste og dressur ud med islændere og gangartstræning. Dette er historien om hvordan hestene har hjulpet mig til at kunne leve et bedre liv end jeg nogensinde havde regnet med.

cecilia-abel-2

Hvorfor er jeg pararytter?

Jeg er pararytter fordi jeg har op til flere fysiske diagnoser som går ud over min dagligdag og derfor også min ridning. Jeg har på nuværende tidspunkt 7 diagnoser, jeg har ikke tænkt mig at gå i detaljer med alle, men jeg lister lige de vigtigste op:

Cerebral parese (Spasticitet): Muskelsygdom som findes i mange forskellige grader og på mange forskellige måder. Mange har det i den ene side af kroppen eller f.eks. kun i benene, men jeg er ramt i størstedelen af kroppen, især hårdt ramt i venstre ben og højre arm, det betyder blandt andet at jeg ikke har super meget muskelstyrke, og derfor heller ikke kan gå ret langt.

Det betyder også at når jeg f.eks. skal give min hest et signal så kan jeg enten risikere at mine muskler slet ikke vil holde trykket som signalet kræver - eller så går de i spasmer og jeg kan derfor slet ikke slippe trykket igen.

Udover det går sygdommen også meget udover min balance, dette giver mig også store udfordringer i ridningen, da jeg ikke kan sidde så stille som mange andre ryttere.

Neuromuskulær Scoliose: Skæv rygrad, betyder at jeg nemt kommer til at sidde skævt og giver mig derfor store smerter i hofter, nakke og ryg.

Raynaud syndrom: Gigtlignede sygdom som betyder at jeg i stressede eller kolde perioder kan have svært ved at bruge mine fingre, da mit blodomløb ikke er godt nok, med store smerter til følge. Min fødder er også “ramt”.

ADHD: Psykisk diagnose der ikke gælder officelt inden for pararidning, men som stadig betyder meget i min omgang med heste, da min koncentrationsevne er meget nedsat og det gør træning som kræver meget fokus betydeligt sværere.

abelHvorfor heste?

Dette er et spørgsmål jeg ofte får, og mit svar er altid det samme. Fordi jeg ville sidde i en kørestol, hvis det ikke var for hestene!

Da jeg var halvandet år gammel prøvede lægerne i samarbejde med mine forældre at finde ud af hvad de kunne gøre for at give mig bedst mulighed for at komme til at gå, for på det tidspunkt virkede det ikke realistisk at det ville ske.

Min mor kom så med ideen om at jeg kunne begynde at ride. Hun var nemlig selv tidligere rytter. Så det var der jeg startede til ridefysioterapeut. Den gang på en stor belgier med min mor som bagrytter. Årene gik og min fysik blev stille og rolig bedre og jeg kunne rent faktisk gå!

Efter mange år hvor jeg gik til ridefys, bestemte min mor og mig os endelig for at nu skulle jeg videre - jeg begyndte at kigge efter parter og en dag mødte jeg tilfældigvis den sødeste lille araberblanding, en tidligere galoppony som var noget af de sødeste, men som også havde en del i bagagen, den pony blev min bedsteven i de næste 4 år (fra jeg var 10-14 år) Jeg skylder den pony så meget, hun har lært mig så meget!

Det blev dog på et tidspunkt tid til at hun skulle videre, for både mig og hendes ejer var alt for store til hende. Derefter red jeg ikke så meget, men så mødte jeg en dag Malux, igen ved en tilfældighed. Jeg forstår stadig ikke den dag idag hvordan det skete men hun stod altså lige pludselig hjemme i stalden og så havde jeg en lånehest.

På det tidspunkt var det stævnerne der var vigtige for mig. Jeg nåede dog aldrig ud og starte på hende, for hun blev desværre skadet da vi blev inviteret til B-landsholdstræning for paradressurryttere. Efter noget tid skulle jeg af med Malux og det var så her jeg mødte Costa.

Costa er stadig den hest jeg har haft de fedeste oplevelser med, hun var også “bare” min lånehest, men jeg havde bare den der connection med hende som jeg ikke tror man får lov til at opleve mange gange i sit liv. På det tidspunkt havde jeg stadig håb om stævner, så da mig og Costa efter jeg havde haft hende i 3 måneder blev inviteret til b-landsholdstræning igen blev jeg selvfølgelig overlykkelig. Men da vi første gang red ind til undervisning ved landstræneren, og det første han spurgte om var “Hvem er den efter?” så kunne jeg allerede godt mærke, at det var ikke der jeg hørte til…

Da jeg kom hjem begyndte jeg at interessere mig noget mere for de lidt alternative dele af det at have hest - jeg begyndte at gå mere op i jordtræning og jeg fandt også hurtigt ud af at Costa fungerede bedre bidløst. At det så skulle føre til at jeg efter nogle måneder kunne ride rundt og lave dressurøvelser op til LA6 plan kun i cordeo virker stadig helt surrealistisk for mig, men det skete rent faktisk! Der kan man ihvertfald kalde at gøre lægernes ord til skamme!

Efter 14 måneder med Costa måtte jeg gå af med hende af personlige årsager, det var selvfølelig en hård beslutning, men heldigvis ventede der nye udfordringer og jeg har nu været ejer af den skønne 7 års islænder Abel fra Trappehaven i godt 6 måneder.

cecilia-abelMen hvorfor islænder?

Det er også et spørgsmål jeg får ofte for; hvorfor ikke bare en ny storhest? Udover at jeg altid har drømt om at eje en af de skønne pelsbolde, så har det også rigtig meget med min fysik at gøre. Jeg kan simpelhen ikke holde til at ride de store heste med deres store rygsving længere, det giver alt for store smerter!

Jeg er gået fra kunne ride hver 2. dag på stor hest til at jeg nu kan ride 5 dage i træk på Abel uden at få ondt.

Jeg havde faktisk forberedt mig på at skulle bruge flere måneder på at lede efter ny hest, for der er trods alt ret store krav til en hest, for at jeg kan ride den optimalt. Sådan skulle det så ikke være, for min veninde så Abels salgsannonce på facebook og allerede der var vi begge solgt. Jeg skulle faktisk ikke have haft hest allerede der men jeg fik alligevel overtalt min mor til at jeg skulle ud og prøve ham. Allerede da jeg sad på ham første gang, kunne jeg mærke, at jeg havde samme fornemmelse, som da jeg prøvede Costa første gang - han passede simpelhen så godt på mig, selvom han selvfølgelig lige skulle finde ud af at jeg sad lidt anderledes skævt, så håndterede han det bare så godt!

Jeg nåede ud og prøve ham endnu en gang og så havde jeg lige pludselig min første helt egen hest! Skiftet til islænder har selvfølgelig ikke været super nemt. Jeg havde trods alt kun siddet på en islænder omkring 15 gange, da jeg købte Abel og tølt var stadig noget jeg skulle lære, og vi har da også haft meget store problemer med at få det til at fungere, men det går stille og roligt fremad efterhånden som jeg finder de rigtige knapper og jeg har efterhånden fået min supertølter tilbage!

Tølt er også en af de store grunde til at jeg valgte islænderen. For det er uden tvivl den gangart som er sundest for min krop. Hvis jeg har ondt i ryggen, så kan jeg bare tage en skridt/tølt tur på Abel og så er det hele meget bedre igen.

Efter jeg er skiftet til islænder, har jeg faktisk også præsteret at komme helt ud af det faste smertestillende medicin, som jeg ellers har fået i mange år og som hverken lægerne eller jeg selv nogensinde havde troet, at jeg ville komme ud af. Mine smerter er så minimale nu, at det intet problem er, sålænge jeg har Abel!

Skiftet til islænder har også gjort, at jeg nu selv kan tage i stalden for at ride. Noget jeg ikke kunne, da jeg havde storhest, for jeg kan ikke muge ud, og jeg kan ikke få armene op, når jeg skal lægge sadel på. Dette har jeg altid haft mine forældres hjælp til, men nu har jeg fået en noget mindre hest, der står i løsdrift, så både mugning og opsadlingsproblemer er jeg helt ude af nu!

Jeg har også fået meget nemmere ved at overvinde mine problemer i forhold til udfordringer ved for eksempel springning. Som eksempel var jeg virkelig bange for at springe før i tiden, fordi jeg var bange for at min balance ikke var god nok, men nu springer jeg 60 cm uden problemer, endnu en ting jeg aldrig troede jeg ville komme til.

Skiftet til islænder er ihverfald en af mine bedste beslutninger nogensinde! Hvis der sidder nogle derude som overvejer at skifte til islænder, men er usikre på det, så har jeg én ting at sige - gør det! Du bliver så glad for det.

Hvad betyder pararytter?

Para betyder handicap - så pararytter betyder en handicappet rytter. For at være pararytter skal man testes af en fysioterapeut på forskellige områder, f.eks. styrke, koordinationsevne og balance, og udfra testen bliver man så delt op i de forskellige grader 1a, 1b, 2, 3 og 4 hvor grad 1 er for dem der er hårdest ramt og 4 er for dem der er mindst ramt, jeg er en grad 3 på grænsen til 2.

Indtil videre gælder paraverden desværre kun indenfor dressur, men vi kæmper dog for at få paraverdenen ind i islændersporten også, og vi har små fremskridt hele tiden, så mon ikke der snart findes en ny sportsgren inden for paraverdenen? Det håber jeg ihvertfald!

--- Tusinde tak til Cecilia for at dele sin historie med os! Det er mennesker, som Cecilia, som gør en forskel for os andre ved at finde muligheder frem for forhindringer eller blot at give op. Tak for at stå frem, og fortælle om udfordringerne, og sprede den positive gnist. Kender du mon en pararytter eller nogen, som kunne få glæde af at prøve en islandsk hest som mulighed? Måske kan du hjælpe, og understøtte Cecilias mission om at skabe en ny sportsgren i islænderverdenen for pararyttere!

Jeannine Thrane v./ Islaendere.dk

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.