"Jeg er vel sådan en slags altmuligmand" - miniportræt af Søren Madsen

Islaendere.dk har mødt Søren Madsen til en lille staldsnak. Søren skal i morgen ride A-finale i T.1 og ligger nummer ét i udtagelsen til både Firgang og B-flok. Det er noget af en præstation samtidig med at skulle jonglere med kåringsheste.
Som det sommetider går, bliver man som skribent fanget af den person, man sidder overfor og hans eller hendes historie, og den lille staldsnak endte med at blive en lang staldsnak.

Den livfulde Søren er en fantastisk fortæller og man mærker tydeligt, at her er en mand, der brænder for og engagerer sig stærkt i sit fag. Læs med og hør Søren fortælle om dette års DM og om livet på Debelmose.

 

Søren på Snorri
Søren og Snorri i B-finalen i T.1 i dag


Hverdagen i Stald Debelmose

Søren er 29 år og uddannet på Holar fra 2006-2009. I Danmark holder han til i midtjylland på Stald Debelmose. Søren har 8 heste med til DM fra stalden Debelmose. 5, som han selv skal ride og 3 ungrytterheste, som han skal hjælpe med omkring. Det er henholdsvis kåringsheste og sportsheste. Med sig har Søren sine to medhjælpere, sin søn Tristan og sin kone Wiebke. Søren fortæller i øvrigt, at Tristan elsker at være DM – og at familien elsker at hygge sig med venner og bekendte i campingvognen om aftenen.


DM 2016

Til DM har Søren mange kasketter på. Han har fremvist 2 kåringsheste bl.a. den hjemmeavlede Orka fra Debelmose, der fik en flot firgængerkåring. Han coacher og træner to ungryttere, og sidst men ikke mindst rider han både Gædingakeppni, Firgang, pasklasser og tøltklasser til DM. I dag er der plads til lidt afslapning og pauser. Som han selv siger er han sådan en slags altmuligmand.

”Snorri fra Enighed skal jeg ride Firgang og T.1 på i morgen. Jeg købte ham, efter have haft ham i kåringstræning som en ret rå unghest. Jeg vidste dengang at der var meget potentiale i ham, og han har den perfekte kombination af vilje, styrke og bygning. Han bærer sig godt og hans vilje er tilpas, nærmest middel. Jeg købte ham sidste år, og jeg må sige at vinterens træning har båret frugt, eftersom jeg også gik hen og brækkede håndleddet ligeomkring påske, og derfor måtte holde en længere træningspause.

Tivar er den perfekte Gædingur og får lov at udfolde sit fulde potentiale i B-flokk. Han kan få lov at gå frit og vise sig æstetisk. Jeg nyder meget at have flere dicipliner at ride mine heste i. Det er fantastisk givende, at hesten ikke presses ind i en form den ikke matcher til, men at man har valgmuligheden for at vise sin hest frem i den disciplin, der passer til hesten.

Jeg er som kåringsrytter, træner og underviser blevet meget klogere på mig selv og mine prioriteringer i forbindelse med at have været ramt af stress”


Timeout

"Det er nu to år siden, at jeg var ramt af stress og jeg troede aldrig, at jeg skulle sidde på en hest igen. Jeg kunne ikke andet end at lægge mig ned. Mange, især mine egne forventninger, om at skulle præstere især omkring træningshestene gjorde, at jeg skubbede mine egne behov i baggrunden, og jeg arbejdede nærmest hele døgnet. Jeg overså at lytte til min krops signaler, og tænkte at sove, det kunne man gøre, når blev man gammel.

Jeg har nu skåret ned på især træningshestene i mit daglige virke. Jeg tager ud og underviser ca. 25 weekender om året, samtidig med at jeg underviser herhjemme og stadig tager heste i træning. Det er rigtig fedt, at møde andre mennesker ude i landet og jeg nyder at undervise. Men der skal være plads til rolige perioder uden for megen travlhed. Lige nu er der travlt her til DM, og jeg arbejder mange timer. Det er en spidsbelastet periode, så set henover året skal der være plads til at geare ned igen og hvile ud. Det styrer jeg ved at have øje for at prioritere længere og roligere perioder efter store travle begivenheder."


Søren og Snorri fra Enighed

"Jeg er vel sådan en slags altmuligmand" - miniportræt af Søren Madsen

Relaterede artikler

Hjemme hos Sys Pilegård

På en meget blæsende sensommerdag besøger redaktionen Sys Pilegaard på hjemmegården, beliggende på smukke Fyn.

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.