Den syngende hestetræner

Christina Villsen tilbyder at gangsætte og træne heste, og har udover en passion for heste en passion for musikken og synger enormt smukt!

christina-villsenIslaendere har derfor spurgt lidt ind til hendes baggrund med hestene og musikken og bringer et portræt af denne talentfulde og skønne unge kvinde i vores nye serie "Mennesker bag hestene".

Husker du din første kontakt til heste?

Den første hest jeg nogensinde red, hed Robin. Jeg var 3 år gammel, og husker det rent faktisk tydeligt. Selvom jeg var så lille, så kan jeg stadig fremkalde billederne i mit hoved om en dag, hvor jeg endelig fik lov at komme ud og ride ham.
Han var ejet af en dame, der hed Dorthe. De kom ridende forbi mit hus næsten hver dag, og hver gang jeg hørte dem, løb jeg ud for at klappe hesten. En dag fik jeg lov at sidde på ham, mens hun trak ham tilbage til gården. Jeg husker den helt fantastiske følelse jeg havde af total og ren lykke, da jeg sad på hesten og holdt i sadlen med en ridehjelm, der var alt for stor, mens Dorthe gik ved siden. Hesten var rød, og måtte have været Dansk Varmblod eller noget, der ligner. Jeg tror, jeg husker det så tydeligt, fordi det var dér, min kærlighed til heste endeligt tog fat.

Jeg husker, at jeg et par år senere sagde til min mor, at jeg tog ud at cykle. Jeg måtte kun cykle frem og tilbage på vejen, men den dag cyklede jeg helt ud til gården, for at se Robin. Jeg fandt en sko, og tog den med hjem. Min mor troede selvfølgelig ikke på, at jeg var blevet på vejen.

Da jeg var 5 begyndte jeg på rideskole, hvor jeg deltog i stævner, både ringridning og dressur. Da jeg var en 7-8 år ville min mor have en hest. Hun havde hest som ung, og min passion til dem havde fornyet hendes. Så jeg stoppede på rideskolen, og min mor købte en islænder. Hans navn var Palli, en vallak, som var helt perfekt til et barn. Han gik aldrig nogensinde stærkere end hvad var absolut nødvendigt. Dette var perfekt, som barn, når man skulle lære at ride ud på tur alene, og den slags. Men da jeg blev lidt større, begyndte Pallis mangel på vilje at være en udfordring for mig.

Min første nervøse hest

Jeg elskede at ride, men begyndte at savne en hest, der var lidt mere spænding i at ride. I mellemtiden havde min mor købt en hoppe, som hun var ved at tilride, da det passede med at jeg kedede mig på Palli. Så Palli blev solgt, og jeg begyndte at ride hoppen, Tritla. Tritla var en total modsætning; en følsom og nervøs hest, der havde rigtig meget vilje (hun blev kaldt Speedy Gonsalez på gården).
Jeg elskede hende! Jeg brugte lang tid på at lære ikke at falde af, hver gang hun blev bange for noget, og jeg lærte hvordan man bedst red en hest, med nerverne udenpå huden, en hest man aldrig måtte sparke til, men blot skulle tænke ”frem” og så gjorde hun det. Efterhånden som tiden gik, blev jeg den eneste, der rigtigt kunne ride hende, hvor hun var afslappet. Det betød, at satte man en rytter på hende, der ikke var mig, så gik hun meget stærkt. Men jeg kunne ride hende for løse tøjler. Jeg begyndte til stævner, og i 2008 da vi begyndte at træne op til 5-gang, fik hun desværre pollenallergi, og vi måtte stoppe ridningen fuldstændigt, og jeg red det sidste ”farvel-stævne” i februar 2009. Hun skulle have været kåret. Jeg har hende stadig i dag, min bedste ven. Hun står nu som avlshoppe, da hendes (fantastiske) afkom ikke arver allergien.

Min tur til Island

Det var i 2009 jeg første gang, som 16-årig, rejste til Island. Jeg var af den holdning, at kunne jeg ikke ride Tritla, så ville jeg slet ikke ride.
Så havde jeg en veninde, der sagde ”lad os tage til Island og ride!” og jeg tænkte, at det nok alligevel kunne være fedt at prøve. Det var det også. Vi tog op til farmen Hæli, oppe nordpå. Chefen så hurtigt, at jeg var god til de nervøse heste, så jeg fik lov at gangsætte flere heste, hvor jeg forelskede mig i en vallak, der var enormt følsom – hvis bare jeg rykkede tøjlen ud over hans enorme man, blev han forskrækket. Han var fantastisk, og jeg fik lov til at ride ham hver dag.

Jeg blev forelsket i landet, naturen, menneskene og hestene. Jeg vidste, at jeg en dag ville komme tilbage. Det gjorde jeg også, i 2013. Denne gang på Sydisland, på en farm, Miðkot. Dette sted er kendt som værende stedet, hvor andre sender deres heste hen, for at blive trænet, fordi de af den ene eller anden grund, ikke selv ville/kunne træne dem. Dem, min chef ikke mente, var livsfarlige, fik vi piger lov at ride.

IMG 3184

Så der var mange udfordrende heste at ride, hvilket var super fedt, fordi det er dem, man lærer allermest af!

Der var mange sjove oplevelser på Island, Olí var direktør for stævneudvalget, så der blev redet en del stævner. Jeg stillede op på heste, for hestens trænings skyld, på heste der enten ikke havde prøvet det før, eller heste, der var ekstra nervøse ved det. Der var et vinterstævne, hvor jeg red en hoppe, Snilld, som hoppede for alting, og vi red inde i en hal, hvor der sad tilskuere der selvfølgelig snakkede, børn der græd, mm, og det var en sjov udfordring, for her handlede det hele mest om at holde hesten fra at gå ind på midten.

Jeg har også stillet op på en vallak, der var rigtig godt tyk, så vi vandt selvfølgelig ikke, men det var sjovt, og god træning for hesten. Miðkot havde også nogle rigtig gode heste, og jeg forelskede mig i flere af dem deroppe.

Når jeg ikke er på Island, savner jeg det. Jeg savner hestene, menneskerne, og mest af alt naturen. Jeg føler en enorm RO i mit sind, så snart jeg træder ud af flyet. På Island er der en stilhed, der bare ikke kan findes andre steder. Og de flotte bjerge, smukke vandfald og lækre varme kilder gør, at øen er et paradis for alle sanser. Men jeg vil ikke flytte derop, for jeg vil ikke skille mig af med alle mine egne fantastiske heste, og jeg ville aldrig kunne undvære den danske sommer! Jeg var kun i DK i 7 mdr., før jeg måtte derop igen i 2014. For at ride deroppe gav mig blod på tanden, og straks efter jeg kom hjem i 2013, tog jeg ud på Stutteri Limfjorden, hvor jeg fandt en hingsteplag, Emil, som jeg forelskede mig hovedkulds i, og bare måtte have. Emil er endnu flottere i både gang og bygning, end sin lækre far Fagur fra Limfjorden, og jeg har store planer med ham, bl.a. en kåring efter tilridningen.

IMG 2097

Fra dag til dag, når jeg var på Island, synes jeg ikke jeg kunne mærke forskel. Men da jeg kom hjem, kunne jeg tydeligt mærke, at jeg havde erfaret meget fra at arbejde med heste dagen lang hver dag. Jeg kan dog ikke sætte en finger på præcis hvad nyt jeg har lært mht. selve ridningen, men jeg er med sikkerhed blevet 100 gange bedre til det, jeg i forvejen kunne. Jeg er blevet endnu bedre til at aflæse hestens små signaler, og dette har faktisk stor betydning for træningen, fordi det bliver en tydelig to-vejs-kommunikation med hesten.

Det er aldrig hestens "skyld"

Min chef var af den overbevisning, at 99,9 % af tiden er det ikke hestens skyld, at den reagerer som den gør, men rytterens. Derfor blev jeg også tvunget til at se indad for hver gang, jeg blev smidt af eller når hesten opførte sig skidt. For det måtte jo så være mig, der gjorde noget, der var forkert i forhold til den hest. Det kunne godt lede til frustration, hvis jeg ikke kunne finde et svar. For sandheden er, at hesten reagerer ud fra dine mindste bevægelser, også selvom de for dig er ubevidste. Så jeg lærte at blive endnu mere bevidst om mine små signaler, og lærte at give mig selv en skallem, hvis jeg alligevel fejlede.

Det, sammen med den erfaring jeg har, fra også i mange år at have trænet heste her hjemme i DK, har gjort mig til den rytter, jeg er i dag. Det har været hårdt, men også rigtig sjovt!

Jeg elsker at forbedre mig hele tiden, og jeg har både grædt men bestemt også grint i processen!

Min største hesteoplevelse.

Jeg har ikke én stor hesteoplevelse, men mange fantastiske! En af oplevelserne, har været da det allerførste føl i mit stutteris navn kom til verden.
Et andet har været da jeg efter flere år endelig red et stævne igen, på den røde vallak Breki, på Island. Så var der også en 3-dages ridetur på Island, med hele chefens familie, hvor vi red med løse heste og håndheste, og når til det her sted, hvor man kan se, at der er vand lige under sandet, så når hesten trådte ned, bølgede sandet. Jeg var helt oppe og køre, og blev bare grint af, af de andre som var islændinge, og derfor selvfølgelig ikke synes det var så interessant.

Min drøm

Jeg har 2 store, overordnede drømme. Det ene er hestene. Jeg drømmer, og kæmper hver dag for, at få en stor lækker gård, hvor jeg vil have min hingst Emil til at bedække hopper, og også give mig lækre afkom. På den gård vil der være en fed ovalbane og måske en ridehal, hvor jeg kan holde stævner, og den slags. Der skal være søde opstaldere, og god stemning. Jeg vil så deltage i fede stævner på Emil og mine andre heste. I drømmen lever jeg af at træne heste, men jeg er også musiker, som er min anden drøm. Disse to drømme skal kunne hænge sammen i én stor drøm. Det kan nok godt blive lidt svært, men jeg er splittet 50/50 i begge sider af mig selv, og jeg ville simpelthen ikke kunne leve uden den ene del. Ligeså meget som jeg nyder at ride, nyder jeg at stå på en scene med min stemme og min guitar/band, og krænge hjertet ud, eller indspille en sang, som jeg har gjort et par gange nu. Og jeg drømmer om at få det bedste fra begge verdener. Begge mine drømme ser ud til at gå i opfyldelse, stille og roligt. Jeg har hele livet kæmpet for begge dele, og hvor der er vilje, er der vej!

Det betyder mest for mig når jeg træner heste

Jeg vil her først og fremmest gerne henvise til min annonce HER

Jeg har nogle bestemte ting jeg mener, der skal være i orden, før alt andet kan trænes, faktisk uanset hvad der skal trænes. Først, skal den være eftergivende på tøjlen, så skal have opbygget styrke til at kunne bære sig selv. Er den stresset/nervøs, skal den lære at slappe af og vide, at der ikke er noget, at stresse over. Når disse ting er på plads, kan man begynde for alvor med gangartstræning, kåringstræning, eller hvad der nu end skal trænes. Jeg går meget op i, at hesten er med i hovedet, og forstår alt den bliver bedt om at gøre. Hvis den på den ene eller anden måde viser tegn på ubehag ved opgaven, den stilles for, er det vigtigt for mig at huske, at gå et skridt tilbage, og overveje hvad der gik galt; pressede man den en smule for meget? Forventede man lige for meget i forhold til hvad den har styrke til? Hvorfor reagerede den sådan – har den mon ondt et sted – evt. et spark på folden, eller lign.?

Derfor er det aldrig det rigtige, at straffe eller blive sur på sin hest, fordi ”du kunne godt i går, hvorfor kan du ikke i dag?!” og heste har gode og dårlige dage, præcis som vi selv kan have. Dertil går jeg meget op i, at huske at hesten altid for benene strukket godt ud efter endt træning, for det er vigtigt at huske, at hesten er en atlet, og den får ømme muskler nøjagtigt som vi mennesker. Hvis vi løber en lang tur, og glemmer at strække ud bagefter, kan vi knapt gå lige dagen efter. Det er det samme med heste.

Mine heste

Jeg har lige nu 6 fantastisk skønne heste. Jeg har Tritla fra Strandbjerggaard, som tidligere er nævnt. Hende har jeg haft i 13 år nu; siden hun var 1. Jeg ejer hendes 2 seneste afkom, Abel fra Valdemars Minde som er 2 år gammel, og Alma fra Valdemars Minde, som er født i år. Begge har, ligesom deres mor, 5 super lækre adskilte gangarter. Alma skal være stutteriets avlshoppe sammen med sin mor, og nu hvor Tritla ikke blev kåret, så bliver Alma. Så har jeg købt mig til min lækre hingst Emil fra Limfjorden, som skal tilrides til efteråret, og forventes kåret i 2017. Jeg venter til han er 5, for jeg vil ikke presse ham, men i stedet bruge den første tid på at tilride og gangsætte i et roligt, balanceret tempo, og så når han er helt klar, starte kåringstræningen. Så har jeg også købt en vallak, Absalon fra Ny Nørregård, som jeg er i gang med at gangsætte, og vil starte stævner på til næste år, når han er 5.

Alle mine heste har et nemt og lækkert sind, og gode gangarter, og jeg glæder mig rigtig meget til at de alle kan rides! Det bliver ikke nemt at starte stævner med 5 heste hver gang, men det bliver sjovt!

tritla-DSC 0899

Christina og Tritla

absalon-1

Christina og Absalon

Synger du mens du er sammen med hestene?

christina-koncertHer er faktisk en sjov historie. Jeg skridttrænede min hoppe Tritla engang, fordi hun var stresset. I hele 7 mdr. red jeg en time på hende dagligt, i skridt. Der sad jeg så bare og sang, alt fra julesange til ”my baby takes the morning train…” – man har kun det sjov, man selv laver, ikke? ;-)

Jeg synger faktisk meget ofte, når jeg er sammen med hestene. Det er jo hyggeligt. Og min hoppe Tritla, kan være svær at fange på marken nogle gange, men hvis jeg begynder at synge ”smuk og dejlig” fra Anne Linnet, så kommer hun til mig.

Jeg har en meget bred musiksmag. Det jeg selv spiller, er covernumre, fra kunstnere som Tina Dickow, Eva Cassidy, Tracy Chapman, Daughtry, men også mange meget mindre kendte kunstnere. Så laver jeg også mine egne sange, i samme stilart.

Jeg har altid sunget, lige fra jeg lærte at snakke. Og jeg har altid elsket at stå på en scene. Mine forældre har videooptagelser af mig som helt lille fra ferier, hvor jeg har siddet og sunget på en båd, eller stået på en scene og danset og sunget til Aqua. Men det var først i 8. klasse at jeg fik lov at starte til sangundervisning, og jeg har siden da sunget på mere seriøs plan. Jeg sang til forestillinger i folkeskolen, og havde musik på A i gymnasiet, hvor jeg sammen med en veninde sang og spillede til hver eneste arrangement, vi kunne finde, heriblandt også Guldbæk Festivallen.

Du kan kontakte Christina på:

Christina villsen
28147949
Søråvej 42
9330 Dronninglund
E-mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Nyd hende synge HER.

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.