Anne og Alrid, DM guld i Al1 2016!

Sikke en smuk solskinsdag at opleve DM i Alrid! Søndagens program var spækket, idét der gennemførtes hele tre dicipliner: gangarter, lydighed og hurtighed i Tvisturs alsidige omgivelser. Det krævede sin mand at følge lidt med over det hele, og derfor glæder vi os til at bringe en større reportage i morgen.

Men vi iler med en lille kommentar fra dagens vinder af Al1 - Anne Steiner.

Alrid for allerførste gang
Man skulle næsten ikke tro det, men det var allerførste gang, at årets guldmedaljevinder i Alrid prøvede kræfter med denne gren af islandshestesporten. Det var da også en glad og overrasket vinder, vi mødte efter medaljeoverrækkelserne til et lille interview. Med hele to glimtende medaljer om halsen- én fra Dansk Islandshesteforening og én fra Dansk idrætsforbund fortalte Anne, at hun lige skulle vænne sig til den nye titel.

Anne fortalte, at hun og Depill tidligere har redet både sportsklasser og gæðingakeppni, og at hun også har redet både distance og millitary på "storheste". Men nu tilhører hjertet de islandske heste, og hun er både stolt og overrasket over, at Depill gjorde sig så enormt flot især i terræn- og hurtighedsdelen. Anne fortæller, at hun egentlig synes, at Depill og hun selv er en "rigtig ovalbane-ekvipage", men Depill har i dag bevist, at han er en særdeles alsidig og kraftfuld hest, der indeholder dét, der skal til for at vinde AL1.

All Equine
Det er de islandske heste, der fylder mest i Annes træningsstald "All Equine" i Midtjylland, som hun driver på fuldtid. Lige siden HF har Anne beskæftiget sig på fuld tid med træning og undervisning af heste. Hun har taget en stor del berideruddannelsen, men en gigtdiagnose kom i vejen for at færdiggøre uddannelsen.

I forhold til årets DM i Alrid fortæller Anne, at hun gik til oplevelsen med ro i sindet, og uden alt for høje forventninger. Hun fortæller også, at hun her bagefter kun kan grine af, at hun og Depill var uhyre tæt på at komme for sent til gangartsdiciplinen, og derfor ikke fik varmet op, inden de skulle på ovalbanen. Ligeledes havde Anne op til det sidste minut heller ingen anelse om, at det var hende, der endte med at hjemtage titlen som Danmarksmester, for det dér med tid og beregninger, havde hun ikke været optaget af.
Hun fortæller: "Jeg blev helt varm i kinderne, op til ørerne, og blev meget rørt, da det gik op for mig, at vi havde vundet. Depill er otte år, jeg har ejet ham i ét år, og vi snuste kun lige til Alrid sidste år ved et træningsstævne i Herning. Det er virkelig gået op for mig, at Depill er klart stærkest i naturens rammer, og at vores store arbejde med at opbygge en solid grundkondition har lønnet sig. Vi red udholdenhedsdelen på 13 minutter ud af de 19 minutter, vi havde til rådighed, og vi bevarede roen i hurtighed selvom min stigbøjleelastik sprang, og jeg mistede fæstet i bøjlen!  - vi fortsatte for fuld power og fart med min ene fod hængende ud til siden - DET var spændende!!" afslutter Anne

Login to post comments

Relaterede artikler

Vi anvender cookies til indsamling af statistisk data. .

Ja, jeg accepterer cookies.